Krav om alkoholcertificat giver travlhed

Alt personale der sælger eller udskænker alkohol skal have have et certifikat, og det har betydet travlhed hos udbyderen af kurset.
Skrevet af Jaaku Lyberth
02. marts 2018 14:47

Den nye alkohollov kræver, at alt personale, der arbejder med salg eller udskænkning af alkohol, skal have et certifikat.

For at få certifikatet, skal man have gennemgået et kursus på hjemmesiden certifikat.gl, som sundhedsdepartmentet har oprettet, og der har været hektisk aktivitet på hjemmesiden, fortæller én af folkene bag.

Torsdag trådte den nye alkohollov i kraft, og ikke mindre end 1865 personer har været igang med kurset på certifikat.gl siden kurset blev åbnet 15. februar.

LÆS OGSÅ Det halter med alkoholloven i Tasiilaq

To forskellige kurser

Det oplyser Martin Nordlund fra Malou Media, der driver hjemmesiden.

Kurset varer cirka én time og indeholder dels oplysninger om den nye lov og om alkohol, og så er der også en række spørgsmål som kursisten skal svare på. Og man skal mindst have 80 procent rigtige svar i testen for at få certifikatet.

LÆS OGSÅ Supermarkedskæder i protest mod ny alkohollov

Butikskæden Pisiffik er én af de virksomheder, der har haft mange medarbejdere igennem kurset, og Lena Lauridsen fra Pisiffik oplyser, at alle relevante medarbejdere har gennemført kurset.

Der er to forskellige kurser - et til ansatte, der arbejder på og eller driver et udskænkningsted, og et andet til ansatte, der udelukkende arbejder med salg af alkohol i butikker som Brugseni eller Pisiffik.

LÆS OGSÅ Tvivler på effekt af alkohollov