Supermarkedskæder i protest mod ny alkohollov
Den nye alkohollov vil blandt andet betyde, at øl, vin og spiritus skal afskærmes og sælges i et særligt område i butikken og så må der ikke reklameres for alkohol.
Og ifølge Pisiffik og Brugseni vil det betyde højere priser, fordi butikkerne skal betale ombygninger og have fast personale i de afskærmede områder.
De to kæder vil derfor i fælleskab demonstrere mod loven i de to store butikker i Nuuk centrum. Demonstrationen går ud på at afskærme et område, så det kun er muligt at købe alkohol inden for det område, for at vise, hvordan det bliver hvis lovforslaget bliver vedtagt, skriver de i en pressemeddelelse.
Supermarkedskæderne håber, at Inatsisartut vil droppe lovforslaget og gå i dialog.
- Vi vil meget gerne i dialog med politikerne og vi deltager også gerne aktivt i forebyggelsesarbejdet, skriver marketings- og indkøbsdirektør i Pisiffik, Heine Stilling Jensen og salgschef i Brugseni, Jes Nyborg.
Alkoholloven skal 2. behandles mandag den 6. november og hvis den bliver vedtaget, vil den træde i kraft den 1. marts næste år.