Partii Naleraq: Naalakkersuisut må føre an med undskyldning

Det er på tide med en undskyldning, og Naalakkersuisut bør føre an i sagen om 'Børneeksperimentet', mener Partii Naleraq.
Foto © : KNR
22. februar 2019 10:02

Naalakkersuisut skal komme på banen med en officiel undskyldning til de 22 børn fra 'Børneeksperimentet'.

Det mener Jens Napaattooq fra Partii Naleraq. 

- Af de børn, der var med i eksperimentet, er der kun seks tilbage i dag, og de er kommet op i årene. Derfor støtter vi fra Partii Naleraq, at der bliver givet en undskyldning hurtigst muligt. Det er på tide, at Naalakkersuisut kommer på banen og retter op på fortidens synder ved at give en undskyldning, siger Jens Napaattooq.

LÆS OGSÅ Det gør ikke ondt at sige undskyld

Dermed lægger han sig på linje med både et af eksperimentbørnene, flere af sine politiske kolleger og en tidligere formand for ICC.

De mener alle, at det er nødvendigt med en undskyldning for sagen, hvor 22 grønlandske børn blev tvangsfjernet fra deres forældre og sendt til Danmark i 1950’erne.

Både den danske regering og det daværende grønlandske landsråd var ansvalige for tilladelsen til eksperimentet.

LÆS OGSÅ - En undskyldning vil betyde alt!

Men ifølge Jens Napaattooq, så behøver Naalakkersuisut ikke at vente på, at der kommer en undskyldning fra dansk side.

 - Naalakkersuisut må føre an og give en undskyldning, og Naalakkersuisut må på vegne af Grønland blive ved med at presse på hos danskerne, så de kommer med en undskyldning, siger Jens Napaattooq.

Men hos Naalakkersuisut er der ingen undskyldning på vej foreløbig. 

- Fra Naalakkersuisuts side afventer vi, hvordan den danske regering vil svare på Aaja Chemnitz Larsens forslag, der kører i Folketinget, siger Martha Abelsen (S).

LÆS OGSÅ Siumut bakker op om krav om undskyldning

LÆS OGSÅ Danmark bør undskylde til eksperiment-børn