Aqqaluk Lynge: Det gør ikke ondt at sige undskyld

Både grønlandske og danske politikere må komme med en undskyldning til de 22 grønlandske børn fra det såkaldte 'Grønlandseksperiment'. Det er det eneste rigtige at gøre, mener tidligere formand for ICC, Aqqaluk Lynge.
Foto © : Foto fra filmen Eksperimentet
18. februar 2019 19:09

Allerede for ti år siden foreslog ICC, at Naalakkersuisut og den danske regering burde undskylde for 'Grønlandseksperimentet', der skete i 50'erne.

Men der er fortsat ikke sket noget, og det er sørgeligt, siger Aqqaluk Lynge.

- Det er på tide. Det er på høje tid, at det offentlige siger undskyld til de seks, der er tilbage. Det synes jeg, er det mindste krav, vi som folk bør stille til vores ledere, når der er sket sådan en forfærdelig ting med de børn, siger han.

LÆS OGSÅ - En undskyldning vil betyde alt!

For en uge siden stillede Aaja Chemnitz Larsen (IA) et forslag i Folketinget om, at der skal gives en officiel undskyldning til de 22 børn.

En af de tilbageværende seks børn fra eksperimentet, Helene Thiesen, fortalte efterfølgende til KNR, at en undskyldning vil betyde alt.

Og Aqqaluk Lynge er enig i, at det er nødvendigt.

- Det er en moralsk forpligtelse for det grønlandske samfund at sige undskyld for datidens uhyrligheder, siger han.

LÆS OGSÅ Siumut bakker op om krav om undskyldning

Beboerne i Thule, der blev tvangsflyttet i 1953, fik i 1999 rettens ord for, at de havde krav på erstatning. Efterfølgende fik de en officiel undskyldning fra både den daværende landsstyreformand og statsministeren.

I sagen om eksperimentet har der dog ikke været en retssag, men det er lige meget, det bør nemlig ikke være nødvendigt for, at der falder en undskyldning, mener Aqqaluk Lynge.

LÆS OGSÅ Danmark bør undskylde til eksperiment-børn

- Historierne har kørt så længe, at vi ikke behøver at gå ind i juridiske fiksfakserier. Det her er kun et spørgsmål om moral, siger han.

Aqqaluk Lynge henviser til Canada, hvor der de seneste år har været flere undskyldninger. Og med tanke på kommende generationer af børn, må den udvikling også ske i Grønland.

- Det, vi skal gøre i forbindelse med en undskyldning, er ikke et spørgsmål om penge. Det er et spørgsmål om et moralsk ansvar, hvor man angrer, det man har gjort forkert, og håber, at det ikke vil ske igen. Også med hensyn til det arbejde, der er med børns rettigheder i fremtiden. Der er det på tide, at der bliver sagt undskyld.