Naalakkersuisut knapper op for de alkoholfrie øl

Alkoholfrie øl bør være en mulighed i Grønland. Derfor vil Demokraterne med støtte fra Naalakkersuisut gøre det nemmere at få importeret øl uden alkohol.
Foto © : Club Soda Guide/Flickr Creative Commons
25. marts 2019 16:12

Hvis man godt kan lide øl, men også gerne vil kunne køre hjem, kan der være en løsning på vej. 

Demokraterne har nemlig stillet forslag om at gøre det muligt at importere alkoholfrie øl, og det får opbakning fra Naalakkersuisut.

LÆS OGSÅ - Tænk jer godt om, før I lemper alkoholloven

Det er i princippet helt tilladt at importere alkoholfrie øl. Men ingen gør det, fordi det ikke kan betale sig.

Som det er nu, skal øl og sodavand tappes på de små buttede flasker, der passer ind i det vestgrønlandske pantsystem.

Alkoholfrie øl kræver andre pantregler

Og indtil videre har ingen ment, at det kunne betale sig, at tappe alkoholfri øl på de grønlandske flasker, fordi der ikke kan sælges nok af det.

Derfor lyder forslaget fra Demokraterne nu, at man lader de alkoholfrie øl gå uden om det vestgrønlandske pantsystem og tillade import af alkoholfrie øl på for eksempel dåser.

Og det mener Naalakkersuisut er en god idé.

LÆS OGSÅ Alkoholforbruget falder fortsat

- Dette produkt er et sundere produkt end øl indeholdende alkohol. Erfaringer fra andre lande viser, at det især er børnefamilier, som efterspørger alkoholfrie øl, samt at det i forhold til trafiksikkerhed er en klar fordel, skriver Naalakkersuisut.

Også formanden for Alkohol- og Narkotikarådet Inga Dora Gudmundsdóttir Markussen mener at alkoholfrie øl i Grønland kan være en god idé.

Alternativ med hyggefaktor

- Der er hygge i samværet om at drikke øl, som man kan være glad for, uden at have ønsket om at blive fuld. Men i dag er der ikke et alternativ. Jeg synes, at det skal være op til den enkelte, at kunne vælge en alkoholfri øl og få den hyggefaktor, der er ved det, siger hun.

Man bør dog også være opmærksom på, at der i forhold til forebyggelse kan være nogle negative sider af de alkoholfrie øl.

I lande, hvor der er reklameforbud for alkohol, kan alkoholfrie øl være en mulighed for at omgå lovgivningen og reklamere for sit brand.

LÆS OGSÅ Her er tre sager, du skal holde øje med ved forårssamlingen

Og så kan alkoholfrie øl også være med til at åbne døren for alkohol, siger Inga Dora Gudmundsdóttir Markussen.

- Der kan også være en risiko for, at man begynder med de alkoholfrie øl og så bliver fristet til at gå over i de stærkere øl, siger hun.

Forslaget om de alkoholfrie øl skal andenbehandles i Inatsisartut den 9 maj.