Naalakkersuisut: Jern- og Metalskolen skal - stadig - flytte til Sisimiut
Det er en gammel traver, som Naalakkersuisut nu sætter skub i igen-igen: At få Jern- og Metalskolen flyttet fra Nuuk til Sisimiut.
Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, idræt og kirke, Peter Olsen (IA), vil have undersøgt blandt andet økonomien og tidsplanen for en flytning af skolen, meddeler han.
Siden midten af 1990'erne har landets politikere talt om at flytte Jern- og Metalskolen.
I 2017 blev det besluttet at samle alle de tekniske uddannelser og erhvervsuddannelser i Sisimiut, men med valget til Inatsisartut i april sidste år gik processen i stå.
Men nu skal der gang i planerne igen. For Sisimiut huser i dag flere tekniske uddannelser som blandt andet Råstofskolen og Bygge- og Anlæg foruden Arctic DTU. Og det giver mening af samle ekspertisen inden for de tekniske uddannelser ét sted i landet, siger Peter Olsen.
- Det er vigtigt, at vi undersøger mulighederne for, at så vigtig en skole for samfundet som Kalaallit Nunaanni Teknikimik Ilinniarfik (KTI) også opnår de synergieffekter, som er så vigtige for udviklingen af vores uddannelsesniveau.
Protester fra personalet i Nuuk
Men personalet på den nuværende Jern- og Metalskolen i Nuuk ser ikke nødvendigheden i at flytte skolen væk fra hovedstaden.
Ifølge Sermitsiaq.AG vil det være at rive op i personalets familierammer og risikere, at viden går tabt, hvis de nuværende ansatte ikke flytter med til Sisimiut. De efterlyser derfor, at politikerne i Kommuneqarfik Sermersooq forsvarer skolens nuværende placering i Nuuk
- Vi føler, det ville være på sin plads, at vores lokalpolitikere bakkede op om , at Jern- og Metalskolen skal blive i Nuuk. Kompetencerne, som skolen kommer til at miste, er enorme i form af de lærer, der ikke vil flytte til Sisimiut, lyder det i et åbent brev, som tillidsrepræsentanten på skolen, Hanseeraq Kleeman, har underskrevet.
I stedet ønsker personalet, at der bliver bygget en ny Jern- og Metalskole i Nuuk.