Naalakkersuisut fremlagde ny ældrestrategi: Vil fjerne den gensidige forsørgerpligt

På et pressemøde fortalte Naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked og indenrigsanliggender, Jess Svane, om den nye ældrestrategi.
Jess Svane fremlægger den nye strategi. Foto © : KNR
27. februar 2023 14:11

Klokken 14 begyndte et pressemøde i naalakkersuisuts presserum. Her fremlagde Jess Svane, naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked og indenrigsanliggender, naalakkersuisuts nye ældrestrategi.

Den hedder: ’Et godt ældreliv – råderum, velfærd og styrkelse af fremtiden’.

Strategien er blevet udarbejdet, fordi samfundet står overfor store ændringer de kommende år. Der bliver flere og flere ældre, mens antallet af personer på arbejdsmarkedet vil komme til at falde.

Altså skal der bruges flere penge på ældreområdet, samtidig med at det bliver et stort behov for arbejdskraft.

Man kan se, at vi bliver færre på arbejdsmarkedet i fremtiden, og det har vi indarbejdet i vores strategi. De ældre lever også længere, og det er også et faktum, man ikke kan komme udenom, og det er meget rart, siger Jess Svane. 

Fire fokusområder

På pressemødet oplyste Jess Svane, at målgruppen for denne strategi er den aldrende befolkning, som i fremtiden vil gå på pension.

- Vi skal allerede i de kommende år tænke på, at der vil være flere, som går på pension, siger han og forsætter:

- Vi skal have fokus på den gruppe, som skal servicere de ældre. De skal klædes på.

’Et godt ældreliv – råderum, velfærd og styrkelse af fremtiden’

Strategien blev godkendt af naalakkersuisut torsdag 23. februar.

Formålet med den nye strategi er at forbedre de ældre borgeres levevilkår og livskvalitet. Desuden skal den styrke samfundsøkonomien.

Strategien er et resultat af et tværsektorielt samarbejde mellem kommuner, departementer, sundhedsvæsnet med flere.

Strategien består af 10 initiativforslag, som alle har til formål at forbedre ældreområdet.

  1. Samlet lov for ældreområdet
  2. Reform af service til ældre
  3. Pensionsreform
  4. Afskaffelse af gensidig forsørgerpligt (del af Pensionsreform)
  5. Indeksering af pensionsalderen
  6. Midler til skærmede demensafsnit på alderdomshjemmene
  7. Demenskampagne rettet mod fagpersoner og pårørende
  8. Ændring i krav samt decentralt udbud af RKV-uddannelse som sundhedshjælper
  9. Midler til etablering af ældrekollektiver
  10.  Midler til aktiviteter og grønlandsk proviant på alderdomshjemmene

Kilde: Naalakkersuisuts ældrestrategi: Et godt ældreliv – råderum, velfærd og styrkelse af fremtiden


Derfor har naalakkersuisut udarbejdet fire overordnede fokusområder med ti initiativer. Fokusområderne er ’rammer for arbejdet på ældreområdet’, ’øgede incitamenter til at blive længere på arbejdsmarkedet’, ’øget demensfokus’ og ’bedre ældreliv og service’.

Afskaffe gensidig forsørgerpligt

Jess Svane fortalte, at naalakkersuisut vil afskaffe den gensidige forsørgerpligt. 

Lige nu påvirker det ens pensionsudbetaling, hvis man har en partner, som stadig er på arbejdsmarkedet og har en indtægt. 

Vi vil gerne have øgede incitamenter til at blive længere på arbejdsmarkedet. Noget, der fylder meget i debatten i dag, er den gensidige forsøgepligt, og virkningerne af den. Det kan virke respektløst overfor de ældre. Vi vil gerne arbejde på at afskaffe den gensidige forsørgerpligt, siger han. 

Som det er nu, er der mange, som rejser ud af landet, når de går på pension. Da man kan beholde den pension, man har ret til, hvis man bor i Danmark, uanset om ens ægtefælle har en indkomst.

- Det er det, vi gerne vil have indført her i landet, siger Jess Svane.

Dementfokus 

Derudover pointerede Jess Svane, at naalakkersuisut gerne vil have et øget fokus på demens.

- Vi vil gerne have flere midler til de demente. Der er et økonomisk element i det, og vi er selvfølgelig nødt til at lave en prioritering, hvis vi skal have mere fokus på det her emne.

- Vi mangler viden. Vi har behov for, at der kommer en demenskampagne rettet mod de pårørende.

Han genotg flere gange, at naalakkersuisut gerne vil have et bredt samarbejde med partierne i Inatsisartut omkring den nye strategi.