Naalakkersuisoq vil skærpe reglerne for krydstogtskibe

Efter et krydstogtskib er grundstødt i Østgrønland, vil Vivian Motzfeldt skærpe reglerne for krydstogtturisme.
Vivian Motzfeldt, der er naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og handel, er klar til at stramme op på reglerne for krydstogtskibe. Foto © : KNR
Skrevet af Ritzau
14. september 2023 10:13

Naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt fra partiet Siumut, vil skærpe reglerne for krydstogtskibe i grønlandsk farvand.

Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG.

Vivian Motzfeldt er naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og handel i Grønland. Hun er også ansvarlig naalakkersuisoq for turisme.

Meldingen om skærpede krav og kriterier kommer, efter at krydstogtskibet "Ocean Explorer" mandag stødte på grund i Alpefjord i Østgrønland.

- Krydstogtssæsonen for i år er i gang. Krydstogtskibene, der sejler i de grønlandske farvande og i fjordene, har alle indhentet tilladelse til at sejle på vores farvande.

- Men den opståede situation viser med tydelighed, at vi må og skal arbejde for, at der er stramme, klare og utvetydige lovkrav fra næste sæson, siger Vivian Motzfeldt til avisen.

Kommunerne skal med ind over

Grønland har 44.000 kilometer kystlinje. Store dele af den er inden for kommunegrænsen i Grønland.

Derfor vil Vivian Motzfeldt også inddrage de fem grønlandske kommuner i, hvordan reglerne skal være for krydstogtsturisme langs de grønlandske kyster.

- Kommunerne ved, hvilke fangst- og fiskeriområder der skal værnes om, og det er vigtigt for Naalakkersuisut, at lytte til kommunerne i sagen, så jeg regner med, at vi til næste år har helt klare regler og retningslinjer for, hvor krydstogtskibene må sejle ind, hvis de absolut skal ind i fjordene, siger Vivian Motzfeldt til Sermitsiaq.AG.

Vivian Motzfeldt slår i interviewet også fast, at hun er glad for, at hverken natur eller personer umiddelbart er kommet til skade som følge af grundstødningen.

Hun påpeger, at lovgivningen skal granskes. Hun nævner øen Uunartoq i Sydgrønland, som er fredet.

Det er dog kun landjorden, der er fredet. Derfor kan krydstogtskibe i alle størrelser sejle frit omkring Uunartoq.

I dag er det nemlig nok, at krydstogskibene har en godkendelse til sejlads i grønlandske farvande, siger Vivian Motzfeldt.

- Selvom vi endnu ikke har afstemt det i Naalakkersuisut, skal jeg ikke lægge skjul på, at fredning af områder selvfølgelig også bør gælde for søtrafikken, så det er helt klart noget, vi skal tage op til evaluering.

Der er 206 passagerer om bord på krydstogskibet "Ocean Explorer".

Onsdag morgen forsøgte et fiskeforskningsskib at trække skibet fri. Forsøget lykkedes ikke, oplyste Arktisk Kommando på Facebook onsdag.

Knud Rasmussen er på vej

Da Arktisk Kommando modtog meldingen om det grundstødte skib mandag eftermiddag, var den nærmeste enhed inspektionsfartøjet "Knud Rasmussen".

På det tidspunkt var "Knud Rasmussen" 1200 sømil svarende til godt 2200 kilometer fra krydstogtskibet.

Det betyder, at inspektionsfartøjet tidligst kan være fremme ved krydstogtskibet fredag morgen lokal tid.

Nu lyder forventningen fra Arktisk Kommando at fartøjet er fremme ved skibet fredag aften.