Næsten 1800 er økonomisk udsatte

Knap 1800 personer i Grønland var økonomisk udsatte sidste år. Det viser Grønlands Statistiks netop offentliggjorte opgørelse over økonomisk udsatte.
13. december 2018 09:28

I 2017 var grænsen for, hvornår en person er økonomisk udsat, beregnet til knap 77.000 kroner i årlig indkomst efter skat.

Helt præcist var det 1792 personer, der var økonomisk udsatte sidste år, og det er det højeste antal, siden man begyndte opgørelsen i 2011.

Især i distrikterne Qaanaaq, Upernavik og Tasiilaq har en stor andel af økonomisk udsatte. Her er det omkring hver tiende borger, der har en indkomst under de 77.000 kroner om året.

LÆS OGSÅ Inatsisartut vedtager fattigdomsgrænse

Ifølge Grønlands Statistik er grænsen for at være økonomisk udsat dog en smule flydende. Der er foreksempel ikke taget højde for fiskeri og fangst til eget forbrug, som særligt i yderområderne er et vigtigt bidrag til husholdningen.

Derudover er der forskellig offentlig støtte, der ikke bliver regnet med i indkomsten som for eksempel fripladser i børneinstitutioner, mens andre er regnet med, for eksempel boligsikring til lejeboliger.

LÆS OGSÅ De økonomisk udsatte bør gøre mere selv

Grønland har ikke en officiel fattigdomsgrænse, og det er derfor, man taler om økonomisk udsatte. Men på årets efterårssamling har Inatsisartut vedtaget, at der nu skal laves en fattigdomsgrænse i Grønland.

Helt konkret skal der fra 2019 laves særlige mål og indikatorer, der kan vise omfanget af fattigdom.

LÆS OGSÅ Der er behov for indsats for udsatte voksne