Larsen: Der er behov for indsats for udsatte voksne

Socialt udsatte voksne skal hjælpes bedre, for at nedbringe antallet af hjemløse her til lands. Det mener IAs Aaja Chemnitz Larsen efter, at det er kommet frem, at 878 borgere er hjemløse her i Grønland.
Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
28. november 2017 08:01

- Det er et meget højt tal, siger Aaja Chemnitz Larsen om de nye oplysninger fra Naalakkersuisut om hjemløse her i landet.

På foranledning af et paragraf-37 spørgsmål fra Chemnitz Larsen har naalakkersuisoq for sociale anliggender, Sara Olsvig, samlet tal om hjemløse fra alle landets kommuner.

Hele 878 borgere er registreret hos landets kommuner som hjemløse, og det er bekymrende:

 - Det at være hjemløs i Grønland det er jo under nogle barske vilkår, siger Aaja Chemnitz Larsen.

LÆS OGSÅ 878 borgere lever som hjemløse

Ifølge politikeren er der brug for en målrettet indsats til udsatte voksne her i Grønland. Chemnitz Larsen også sidder i Folketinget i Danmark, og i Danmark er antallet af hjemløse grønlændere steget med 30 procent over de seneste fire år.

Stor stigning i antallet af grønlandske hjemløse i Danmark

Aaja Chemnitz Larsen er bekymret for, at denne udvikling skyldes, at der ikke er gode nok tilbud til udsatte voksne her i Grønland, og de udsatte derfor presses til at forlade landet:

 - I og med at stigningen er så voldsom, og det jeg hører, når jeg har været rundt på herberg i Danmark, så oplever man, at det er en stigning - altså at folk kommer og ikke har nogen plan for, hvor de skal bo, og hvad de skal lave.

Chemnitz Larsen synes derfor, at Grønland har et ansvar for, at landsmænd ikke føler sig presset ud af det grønlandske samfund på baggrund af manglende velfærdsydelser:

- Men at vi reelt også tager hånd om de i vores samfund, der har det svært.

Antallet af hjemløse er usikkert, da der er forskel på, hvordan kommunerne vurderer, om en person er hjemløs. Derfor mener Aaja Chemnitz Larsen, at der skal laves en officiel hjemløsetælling.

Derudover vil politikeren nu fokusere på Inatsisartuts muligheder for at skabe midlertidige boliger til hjemløse borgere.