Hans Enoksen: De økonomisk udsatte bør gøre mere selv

4 procent af befolkningen har en årsindkomst på under 76.000 kroner. Det er beklageligt, men dem, som lever under de vilkår, bør tage et større ansvar for deres egen skæbne, mener naalakkersuisoq.
Hans Enoksen Foto © : KNR
Skrevet af Ivik Kristiansen
07. december 2017 15:34

- Det er selvfølgelig beklageligt, at vi har så forskellige vilkår at leve under, sagde Hans Enoksen i Qanorooq onsdag.

LÆS OGSÅ Innuttaasut 4 procentii inuussutissaqanngingajattut

Ifølge ham gøres der allerede meget for at forbedre mulighederne for de ledige og dårligt stillede.

- For eksempel blev boligsikringsområdet omstruktureret under efterårssamlingen. Børnebidragene blev hævet og uddannelserne i Majoriaq blev i samarbejde med kommunerne opkvalificeret, lyder det fra Hans Enoksen, der også ønsker, at uddannelsesniveauet hæves for at bekæmpe uligheden.

Skal tage et større ansvar

Han slår dog fast, at Naalakkersuisut ikke kan løse problemet alene. Kommunerne skal være med, og så skal de økonomisk udsatte også tage et større ansvar, lyder det.

- De som lever under disse vilkår må deltage mere, siger Hans Enoksen.

Han peger på, at trods af ledig arbejdskraft ser arbejdspladserne sig nødsaget til at hente udenlandsk arbejdskraft, og derfor opfordrer han ledige til at gøre mere selv:

- I sommersæsonen mangler der arbejdskraft i fiskefabrikker og andre steder. Alligevel importerer vi arbejdskraft ude fra. Hvis den situation skal vendes, bør vi forpligte os selv mere, sagde Hans Enoksen til Qanorooq onsdag.