Multikulturel kogebog er nomineret til en række priser

Den amerikansk/grønlandske kogebog 'En smag af to verdener' er nomineret til fem priser af Gourmand World Cookbook Awards.
Snekrabbesuppe er en af de mange opskrifter i den multikulturelle kogebog. Foto © : Billeder fra kogebogen 'En smag af to verdener'.
18. oktober 2023 14:59

Opskrifter som snekrabbesuppe lavet på grønlandske snekrabber står side om side med retter som moskusokse med sauce og de kendte amerikanske mashed potatoes i en ny multikulturel kogebog.

Udover opskrifter indeholder bogen også historier om de to kulturer. Foto © : Billeder fra kogebogen 'En smag af to verdener'.

Kogebogen giver dig mulighed for selv at kokkerere retterne hjemme i dit køkken, og nu er den nomineret til fem priser af Gourmand World Cookbook Awards. Awarden er en verdensomspændende konkurrence, der hylder kulinariske udgivelser og madlavningskunst fra hele verden.

Det skriver Grønlands Naturinstitut, der også har været med til at lave bogen, i en pressemeddelelse.

Temaet i kogebogen er traditionel og nutidig mad fra begge kulturer, og den multikulturelle kogebog er også skabt i et tæt samarbejde mellem grønlandske og amerikanske elever fra  Inuili - Food College Greenland og University of Southern Maine.

Hyldest til smagens magi

Udover de autentiske opskrifter indeholder bogen også kulinariske historier fra de to lande. Det hele smelter sammen i det, Naturinstituttet selv kalder for 'en hyldest til smagens magi og kulinariske rødder'.

Nomineringerne er en succes, men for uddannelseschefen på Inuili - Food College Greenland, Jacob Hansen, har processen med at skabe bogen været lige så stor en succes.

- Mødet mellem eleverne er lige så stor en succes som retterne i den færdige kogebog.

- Det interkulturelle møde har ikke alene givet læring og inspiration fagligt, men også udvidet hver enkel elevs netværk, siger han.

Kogebogen er nomineret til prisen som den bedste i følgende kategorier:

  • Kulinarisk skole,
  • Kogebogsmagasin,
  • Universitetstryk,
  • Nordisk
  • Arktisk. 

Om 'En smag af to verdner' løber med nogle priser bliver afsløret, når den 29. udgave af awardshowet bliver afholdt fra 27. til 29. november i Saudi Arabien.