Vance måtte sikre flertal for Trumps lovpakke i Senatet

USA's Senat har vedtaget præsident Donald Trumps store lovpakke, som han kalder "Big, Beautiful Bill".
Den 940 sider tykke lovpakke sendes nu videre til godkendelse i Repræsentanternes Hus, skriver Reuters.
Afstemningen i Senatet var så tæt, at vicepræsident J.D. Vance måtte indkaldes for at afgive den stemme, der sikrede et snævert flertal for lovpakken.
Tre republikanske senatorer stemte imod: Rand Paul, Thom Tillis og Susan Collins.
Forud for afstemningen gik over et døgn med en til tider hidsig debat og en række procesafstemninger.
Trumps store lovpakke lægger op til at forlænge skattelettelser for flere tusinde milliarder dollar over de næste ti år.
Desuden vil præsidenten blandt andet gøre drikkepenge og overtidsbetaling skattefrit.
Han vil også tilbagerulle flere af de grønne ordninger, som hans umiddelbare forgænger på præsidentposten, Joe Biden, fik gennemført.
Fra fattige til rige
For at finansiere de enorme skattelettelser skal der til gengæld skæres omkring én billion dollar - som er tusind milliarder dollar - i Medicaid og andre sygeordninger.
Medicaid er USA's sygeforsikring for personer med lav indkomst eller med et handicap.
Kongressens budgetkontor har beregnet, at næsten 12 millioner amerikanere vil miste deres sygeforsikring, hvis lovpakken bliver vedtaget i den nuværende form, skriver Washington Post.
Også den ordning, der tidligere var kendt som "food stamps", altså madkuponer, vil blive skåret ned, fremgår det af den version, der nu er vedtaget i Senatet.
- Det er den største overførsel af velstand fra de fattigste amerikanere til de rigeste amerikanere i nyere historie, siger Natasha Sarin, forperson for tænketanken Yale Budget Lab, til Washington Post.
Også rigmanden Elon Musk har flere gange kritiseret lovforslaget.
Det skyldes blandt andet, at det i sin nuværende form vil lægge 3,3 billioner dollar - eller lige knap 21.000 milliarder kroner - til USA's i forvejen store statsgæld.
Inden lovpakken kan sendes til underskrift på præsident Trumps bord, skal den sendes til endnu en behandling i Repræsentanternes Hus.
Det er ventet, at Repræsentanternes Hus vil tage hul på debatten onsdag.
/ritzau/