Air Greenland genåbner to ruter til Danmark

Til foråret kan du flyve mellem Kangerlussuaq og Aalborg med et enkelt stop og direkte til Billund.
air greenland
Air Greenland flyver fra påske oftere til Danmark i samarbejde med Jettime. Foto © : KNR, Anton Gundersen Lihn
18. oktober 2023 11:22

Når kalenderen rammer påske næste år, begynder Air Greenland at flyve til Midtjylland, når de genåbner den direkte rute mellem Billund og Kangerlussuaq.

I sommerperioden følger de trop ved at genåbne ruten mellem Kangerlussuaq og Aalborg.

Det skriver flyselskabet i en pressemeddelelse.

Du kan i perioden fra 25. juni og to måneder frem flyve til Aalborg. Ruten er dog ikke direkte, skriver selskabet. Det er med en mellemlanding i København.

Vi har mulighed for at flyve til og fra Aalborg Lufthavn fra Kangerlussuaq om tirsdagen. Med det håber vi at imødekomme de kunder, der gerne vil til og fra Nordjylland, siger Henrik Søe, der er kommerciel direktør i Air Greenland.

Kom til Billund direkte

Den ugentlige flyvning mellem Billund og Kangerlussuaq starter tidligere i 2024 end i år. Ruten åbnes allerede til påske, som i 2024 falder allerede i slutningen af marts.

Ruten mellem Midtjylland og og Kangerlussuaq startede i år. Det gjorde den, fordi Air Greenland i flere år havde fået brok fra jyske kunder, som var trætte af en ekstra rejsedag, når de ville besøge Grønland.

Udover de to ruter til det jyske afgår der i sommersæsonen fly fra Kangerlussuaq til København alle ugens dage. Du kan komme til København alle dage fra 17. juni til 8. september.

De mange flyvninger til Danmark bliver i et samarbejde med Jettime, oplyser Air Greenland.

Morgenmad i Nuuk - aftensmad i Europa

Når Nuuks nye lufthavn slår dørene op i slutningen af næste år, følger der nye muligheder med. 

Hvis alt går efter planen, bliver det muligt at nå europæiske hovedstæder samme dag, som du går ombord på flyet i Nuuk.

- Man flyver ud fra Nuuk klokken 8.15 om morgenen og vil så kunne være i København klokken halv fire om eftermiddagen. Det betyder jo, at man faktisk kan nå en hel del forbindelser til Europa. Man kan for eksempel være i Paris ved 19-tiden, siger Henrik Søe.

- Det er rigtigt vigtigt. For det er det, som gør, at Grønland bliver langt mere tilgængelig. Og at verden bliver mere tilgængelig for Grønland, siger han.

Henrik Søe har en forventning om, at flyet der skal flyve ud af Nuuk om morgenen har plads til omkring 180 passagerer.