Naalakkersuisut og Kommune Kujalleq vil nedbringe antallet af anbringelser
- Vi har over 800 børnesager og mere end 1.000 sager inden for socialområdet og handicapområdet, hvoraf over 500 er akutte.
Det konstaterede den forhenværende borgmester i Kommune Kujalleq, Stine Egede (IA), sidste år og så sig derfor nødsaget til at overdrage socialområdet til naalakkersuisut.
Siden har der været kommunalvalg og magtskifte i kommunen, og nu har Kommune Kujalleqs nye borgmester indgået en samarbejdsaftale med naalakkersuisut om at komme de mange anbringelsessager til livs.
- I forhold til vores kommunes størrelse er der alt for mange børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet, lyder det fra borgmester Malene Vahl Rasmussen (D) i en pressemeddelelse.
- Det fortæller, at vi har udfordringer, som har rod i store sociale problemer med mange traumer, som munder ud i massiv omsorgssvigt af børn. Det er vi er nødsaget til at løse i fællesskab, siger hun.
Gribe tidligt ind
Aftalen mellem naalakkersuisut og Kommune Kujalleq blev indgået 13. maj og skal løbe over en periode på to år fra 2025 – 2026.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvilke konkrete tiltag og metoder man vil gøre brug af for at nedbringe antallet af anbringelser. Dog lyder det til, at der vil være fokus på at hjælpe udsatte familier tidligt, så man undgår anbringelse.
- Det handler først og fremmest om tidlig indsats, forebyggelse og om at styrke trivslen blandt de børn, unge og familier, der lever i udsathed, skriver naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier, Mads Pedersen (IA), og fortsætter:
- Jeg ser frem til, at vi, i endnu højere grad end tidligere, understøtter en stærk faglig funderet og specialiseret indsats overfor vores børn og unge og familier i sårbare livssituationer.
KNR har rakt ud til naalakkersuisut for at få et uddybende svar på, hvordan man vil hjælpe udsatte børn, unge og familier i Kommune Kujalleq.