Moskusmangel er dyrt for forhandlere og strikkeglade kunder
Lysebrune ponchoer og sælskindstasker hænger på bøjler og knager i butikken Qiviut i Nuuk. Garnnøgler i forskellige tykkelser ligger pænt på hylderne og venter på de kunder, der dagligt skal ind og købe moskusgarn til deres strikkeprojekt.
- Moskusuld er især fantastisk, fordi det er så godt imod kroniske smerter. Folk, der har gigt i håndleddene, er glade for at have det på, fortæller medejeren af Qiviut, Mia Chemnitz, mens hun viser garnet frem.
Lige nu skal man af med 625 kroner for 50 gram ufarvet moskusgarn. Men sådan bliver det ikke ved med at være.
Efter stor debat omkring tællingen af moskusokser i området omkring Kangerlussuaq, der sidst blev talt i 2018, er de nu blevet talt på ny. På grund af et fald i antallet af dyr, måtte der under dette års vinterjagt, der sluttede i søndags, kun skyde 250 okser. Og det er markant færre end de andre år. I 2023 måtte man skyde 1400 dyr under vinterjagten.
Det har konsekvenser for dem, der handler med og producerer varer af moskusuld. Heriblandt Qiviut, der både producerer og handler med moskusuld og garn.
- Der kan måske blive 300 kilo til deling mellem alle i Grønland, der laver moskusuld. Hvor vi normalt bruger omkring halvandet ton i vores produktion, fortæller Mia Chemnitz.
Derfor er de nødt til at hæve priserne markant både på garn og på skind. Et konkret tal tør hun ikke at spå om.
- Jeg er ikke engang sikker på, at der bliver noget garn til salg. Det kan sagtens være, at vi beholder det hele selv, så der slet ikke bliver noget håndstrikkegarn, siger hun.
Fyringer og frustrationer
Noget af det, Mia Chemnitz er allermest frustreret over er, at det har været umuligt for hende og alle andre at forudse en så stor og pludselig ændring i mængden af uld.
- Vi har det sidste halve år investeret relativt meget i forretningen og gjort klar til den nye sæson, og nu har vi faktisk ikke noget garn at sælge til kunderne, siger hun og kigger rundt i butikken.
– Det her er en af de få ting, hvor vi kan sige, at vi er verdensmestre i Grønland. Vi er verdens bedste til det, vi laver, siger hun og tilføjer:
- Men det er ikke sikkert, at vi bliver ved med at gøre det.
Det er egentlig et krav, at moskusokserne skal tælles hvert andet år. På den måde kan man få en fornemmelse af udviklingen i bestanden, så man kan fastsætte den rigtige kvote.
Men det krav er ikke overholdt, fortæller Mia Chemnitz.
- Og så har man drevet en meget hård jagt i de seks år, fordi der simpelthen var for mange dyr, siger hun.
Udover at hæve priserne på garnet, såfremt det overhovedet kommer på hylderne, kan Qiviut på sigt risikere at skulle ud og fyre medarbejdere. Alt i alt er der ti medarbejdere i butikken og på værkstedet i Nuuk.
Det er ikke unormalt, at butikken mangler moskusgarn. Når det sker, plejer Mia Chemnitz at kunne rykke medarbejdere fra moskusdelen over i sælskindsproduktionen.
- Lige nu har vi så samtidig det problem, at Great Greenland ikke kan levere nogen sælskind. Så de medarbejdere, jeg normalt ville kunne flytte rundt på, dem kan jeg ikke flytte rundt på, forklarer hun.
Hvad med kunderne?
Havde man fra starten overholdt kravet om at tælle antallet af moskus hvert andet år, havde det hele måske været anderledes, mener Mia Chemnitz.
- Nu snakker vi om en kvote i år. Men hvad med næste år? Og året efter? Og har man tænkt sig så faktisk at tælle dyrene, fordi man har fået lidt et chok denne gang?, spørger hun og svarer selv:
- Det ved vi ikke. Vi kan i princippet ikke planlægge vores levevej.
Hun er også særligt ked af det på kundernes vegne.
Går man ned ad gaden i Nuuk møder man ikke ret mange, der ikke har noget moskus om halsen eller på ørene, og Mia Chemnitz er stolt af at være en butik, hvor lokale har råd til købe garn.
- Jeg synes ikke, det er interessant at være en lokal virksomhed, hvis ikke de lokale har mulighed for at handle her, siger hun.
- Men vi kan jo godt komme op i prisleje, hvor aanaa ikke kan strikke til sine børnebørn længere. Det kan helt sikkert blive en konsekvens.
