Mineselskab vil betale for en lufthavn ved Station Mestersvig
Det er ikke let at transportere mandskab og udstyr til en mine i et så øde område som Østgrønland.
Derfor er det canadiske mineselskab Greenland Resources Inc. parat til at ombygge landingsbanen ved Station Mestersvig, så den kan bruges til civile flyvninger af selskabet og langt hyppigere end i dag.
Det fremgår af en teknisk rapport, som ligger på selskabets hjemmeside. Det bliver også bekræftet af selskabets bestyrelsesformand Ruben Shiffman over for KNR.
Det canadiske selskab Greenland Resources Inc. vil udvinde grundstoffet molybdæn i en mine cirka 30 kilomester vest for kysten til Mestersvig.
Flere steder i verden bliver molybdæn udvundet som et biprodukt i miner, der også udvinder for eksempel guld. Koncentratet af molybdæn i Malmbjerget er dog utrolig rent og vil være minens hovedprodukt.
Molybdæn bruges blandt andet i stålindustrien. Europa er den største aftager af molybdæn.
Planen er, at minen kan køre i døgndrift i 18 år og i perioden udvinde 22.000 tons koncentrat af molybdæn.
Minen forventes at have 300 til 500 ansatte.
Han pointerer, at en større landingsbane ikke bare vil komme mineselskabet, men hele Grønland til gavn.
- Grønlands østkyst er det nærmeste punkt til Europa. Europa er Grønlands største kommercielle partner, så der kunne være en fordel ved at øge den kritiske infrastruktur for Grønland på østkysten fuldt finansieret af os, skriver Ruben Shiffman til KNR.
Udvide landingsbane og infrastruktur
Landingsbanen ved Station Mestersvig ligger 28 kilometer fra den planlagte mine i Malmbjerget.
Og Greenland Resources ønsker at bruge pladsen et par gange om måneden til transport af gods, maskiner og især personale til en kommende mine i Malmbjerget.
LÆS OGSÅ Mineprojekt ved Mestersvig er kommet stort skridt nærmere virkelighed
Men Station Mestersvig tilhører Forsvaret, og der er ikke mulighed for i dag at have regelmæssig flyvning fra stedet, oplyser Arktisk Kommando. For der er i dag kun to personer udstationeret til at vedligeholde stationen som logistisk støtte for blandt andet Siriuspatrujlen og forskere.
Og landingsbanen bliver kun holdt sparsomt klar om sommeren og bruges kun, når Forsvaret giver tilladelse til det - for eksempel til forskningshold. Greenland Reources bruger også banen til transport i forbindelse med forundersøgelser i Malmbjerget.
Derfor skal en masse forhold forbedres ved landingsbanen og hele administrationen af den, før den kan bruges af mineselskabet. Og det er selskabet nu i dialog med Forsvaret om, oplyser Ruben Shiffman.
Det er dog endnu ikke bekræftet af Forsvaret.
Og det er ikke småting, der skal laves, hvis civile fly regelmæssigt skal lette og lande fra landingsbanen.
Landingsbanen skal udvides i bredden og længden, den skal være oplyst, sne skal ryddes, administration, identifikation af passagerer - for at nævne et udpluk.
Men alt det er Greenland Resources parat til at betale for, hvis Forsvarsministeriet i Danmark siger "ja tak".
- Virksomheden foreslår at betale for alt dette. Selv om beløbet er foreløbigt, kan det være på 15 og 25 millioner amerikanske dollar, skriver Ruben Shiffman til KNR.
Det svarer til mellem 107 millioner til 179 millioner kroner.
Naalakkersuisut vil også skulle godkende planen.
Selskab vil også lave landingsbane ved minen
Hvis ikke det er muligt at få myndighederne med på idéen, vil Greenland Resources Inc. gøre brug af landingsbanen ved Nerlerit Inaat, oplyser bestyrelsesformanden.
Her går der rutefly til og fra Island. Og Greenland Resources vil kunne fragte mandskab med helikopter fra Nerlerit Inaat til mineområdet på cirka 30 minutter. Det vil dog ikke kunne fragte lige så mange personer ad gangen som med fly til Mestersvig.
LÆS OGSÅ WWF: Mine nær Mestersvig vil skade miljø og klima
I den tekniske rapport på selskabets hjemmeside er der dog også beskrevet anlæggelsen af en mindre landingsbane ved mineområdet, helt præcis 11 kilometer syd for minens indkvarteringsområde til personale.
Den skal være 1.199 meter og kunne håndtere fly med omkring 50 passagerer, som ifølge selskabet skal flyves ind fra Mestersvig.
Derudover kan selskabet sejle udstyr fra Island og til mineområdet over cirka 600 kilometer.