Mineselskab har opgjort erstatningskrav til 76 milliarder
Det australske mineselskab Energy Transition Minerals har opgjort sit erstatningskrav over for Danmark og Grønland til op mod 76 milliarder kroner.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Kravet er delt i to. Selve erstatningskravet er foreløbigt opgjort til lige knap 50 milliarder kroner. Oven i det beløb kommer godt 26,5 milliarder i procesrenter.
Sagen handler om, at selskabet er utilfreds med at have fået afslag på et mineprojekt ved Kuannersuit.
Selskabet mener, at det har ret til at få godkendt mineprojektet. Det vil selskabet nu have Voldgiftsrettens ord for.
Vil stadig gennemføre mineprojekt
På nuværende tidspunkt ønsker Energy Transition Minerals dog ikke at få tilkendt erstatning for kontraktbrud.
Det skyldes, at selskabets førsteprioritet og forventning er at få tilladelse til at gennemføre mineprojektet. Det fortæller Daniel Mamadou, administrerende direktør i Energy Transition Minerals.
- Vores fokus er ikke på at få en økonomisk gevinst ud af et krav. Vi fokuserer på at udvikle forsyningskæden for kritiske råstoffer, siger han.
Får selskabet ikke tilladelsen, siger direktøren, at det "helt sikkert" vil kræve erstatning.
Erstatningskravet er en foreløbig opgørelse over den værdi på lige knap 50 milliarder kroner, som selskabet mener, mineprojektet har. Kravet er opgjort på baggrund af udsagn fra eksperter, skriver selskabet.
Et klageskriftet er blevet indleveret torsdag 20. juni. Energy Transition Minerals har endnu ikke hørt fra hverken den danske stat eller Grønlands Selvstyre, siger Daniel Mamadou til Ritzau.
Uran blev IA-mærkesag i valgkamp
Det australske selskab var tidligere kendt under navnet Greenland Minerals.
Selskabet havde planer om at påbegynde minedrift i området ved Kuannersuit for at udvinde en række sjældne jordarter, som bruges i elektronik. Hertil kom uran og zink som biprodukter.
Men de planer gik i vasken efter valget til Inatsisartut i 2021. Inuit Ataqatigiit var imod projektet og gjorde det til en af sine mærkesager i valgkampen.
IA fik et godt valg, og senere samme år vedtog et flertal i Inatsisartut et forbud mod udvinding af uran.
Herefter fik Energy Transition Minerals officielt afslag på at udvinde råstofferne.
Selskabet mener selv, at der er tale om ekspropriation, og at den nye lov ikke bør gælde for udnyttelsestilladelsen. Derfor kræver det erstatning for 76 milliarder kroner.