Mineselskab varsler voldgiftssag mod Grønland efter afvisning
Mineselskabet Energy Transition Minerals har tænkt sig at hive de grønlandske myndigheder for en voldgift efter at have fået et formelt nej til et mineprojekt ved Kuannersuit, der på dansk er kendt som Kvanefjeld.
Det oplyser selskabet, der tidligere har heddet Greenland Minerals, i en meddelelse fredag.
Det australske mineselskab har tidligere arbejdet med planer om minedrift i området for at udvinde en række sjældne jordarter, der bruges i elektronik - samt uran og zink som biprodukter.
Men ved valget i 2021 blev projektet ved Kuannersuit et af de store emner, og blandt andet partiet Inuit Ataqatigiit var stor modstander af mineprojektet.
Efter et godt valg til IA vedtog et flertal i Inatsisartut et forbud mod udvinding af uran samme år.
Australierne har stadig ansøgning på Inatsisartuts bord
Afvisningen af projektet ved Kuannersuit kommer dog også langt fra som et lyn fra en klar himmel. Allerede i juli sidste år sendte de grønlandske myndigheder et udkast til sin afgørelse. Heraf fremgik det, at der blev tale om en afvisning.
- Vi udtrykker vores dybtfølte skuffelse over, at den grønlandske regering har besluttet at gå videre og formalisere afvisningen af vores ansøgning.I dette lys står vi uden andet valg end at fortsætte med en voldgiftssag, skriver Energy Transition Minerals.
Selskabet forventer at have et krav klar til voldgift i juli.
Samtidig fremgår det af meddelelsen, at Energy Transition Minerals har en anden ansøgning på de grønlandske myndigheders bord.
Her søger det om ret til at udvinde de sjældne jordarter, zink og flourit, mens uran skal håndteres og opbevares uden henblik for at udvindes.
Energy Transition Minerals skriver, at den ansøgning fortsat behandles.
/ritzau/