Instruktør inden premiere: Mine egne følelser er blevet til filmen Anori

Lørdag aften har filmen Anori premiere på Nuuk International Film Festival. Instruktøren Pipaluk K. Jørgensen fortæller, at hun har brugt sine egne følelser til at skrive manuskriptet til filmen, der handler om sangerinden Anori og hendes kærlighed til Inuk.
22. september 2018 11:38

- Filmen blev lavet, fordi jeg ville gerne prøve at portrættere, hvordan noget der gør så ondt som kærlighed også kan være smukt og blande de to ting, siger Pipaluk K. Jørgensen

LÆS OGSÅ Filmfestival gør Grønland mere kendt

Manuskriptet skrev hun i en periode af sit liv, hvor hun var i et følelsesmæssigt svært forhold. Følelserne bruger hun i manuskriptet til at fortælle historien i sin film. 

- Hvis du ikke kan få den, du elsker allermest, så gør det ondt. Men hvordan vil du så bevæge dig ud af det? Grunden til at jeg ligesom bevæger filmen den vej var, at jeg ikke vil portrættere min egen historie, men det er ligesom at bruge, hvad jeg har indeni og så gøre den til noget kunstnerisk, siger Pipaluk K. Jørgensen.

LÆS OGSÅ Program til filmfestival afsløret

Angunnguaq Larsen spiller den mandlige hovedrolle i Anori. Han fortæller, at det har været grænseoverskridende at vise så store følelser for en anden kvinde på filmsettet. Men det er nødvendigt at overskride sine egne grænser, når man laver kunst, fortæller han. 

- Det var grænseoverskridende, og jeg måtte gå en tur hjem for at blive mig selv igen, hvis man kan sige det på den måde. Men man må overskride sine grænser, når man laver film, for at fortælle historien bedst muligt og få det bedste udtryk frem, siger Angunnguaq Larsen.