Mette Frederiksen undskylder til kvinderne fra spiralsagen den 24. september

Arrangementet kommer til at foregå i Katuaq i Nuuk. Formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, vil også undskylde til de kvinder, der har fået ufrivillig prævention efter 1992.
Mette Frederiksen vil gentage undskyldningen til kvinderne i spiralsagen ved et arrangement i Katuaq i Nuuk. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
08. september 2025 14:59

- Vi kan ikke ændre på det, der er sket. Men vi kan tage ansvaret på os. Derfor vil jeg gerne på vegne af Danmark sige: Undskyld.

Sådan lød det i en pressemeddelelse tidligere på måneden fra statsminister Mette Frederiksen, der på vegne af Danmark undskyldte til de berørte kvinder i spiralsagen. Men undskyldningen bliver ikke kun på skrift.

Statsministeren vil også sige undskyld ved et arrangement i Katuaq den 24. september klokken 14. Det skriver naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Også formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), vil ved arrangementet undskylde til de kvinder, der har fået ufrivillig prævention efter 1992, hvor Grønland overtog sundhedsområdet fra Danmark.

Hvad er spiralsagen?

  • DR-podcasten "Spiralkampagnen" afdækker, hvordan tusindvis af piger og kvinder i Grønland fik opsat spiral fra 1966 til 1975 som led i danske myndigheders strategi om at reducere den grønlandske befolkningsvækst.
  • Ifølge DR blev der opsat 4500 spiraler fra 1966 til 1970.
  • På daværende tidspunkt var der 9000 fertile kvinder i Grønland.
  • Flere kvinder fortæller, at spiralerne var påtvunget, og at de oplevede det som et overgreb.
  • Naalakkersuisut og den danske regering blev i september 2022 enige om at igangsætte en udredning af spiralsagen. Udredningen skal afdække den historiske kontekst for svangerskabsforebyggelsespraksis i Grønland fra 1960 til 1991, herunder spiralsagen. Grønland hjemtog sundhedsområdet i 1992.
  • Udredningen forventes at være klar den 1. september 2025.
  • I oktober 2023 allierede 67 kvinder fra spiralsagen sig med advokat Mads Pramming fra Ehmer Pramming Advokater og krævede en undskyldning og erstatning fra den danske stat.
  • I marts 2024 er antallet af kvinder, der kræver erstatning, nu vokset til 143 kvinder, der hver kræver 300.000 kr. i erstatning.
  • Kvinderne stævner nu den danske stat, da staten ifølge Mads Pramming først vil tage stilling til erstatningskravet efter, at den igangværende udredning er færdig.
  • Flere kvinder har efter spiralsagen fortalt, at de også har fået ufrivillig prævention efter, at Grønland overtog ansvaret for sundhedsområdet i 1992. Landslægeembedet kender til 15 sager.
  • Den danske statsminister, Mette Frederiksen, og formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), undskylder nu til de berørte kvinder i spiralsagen. Det gør de i en fælles pressemeddelelse. Undskyldningen vil finde sted i Grønland efter, at forskergruppen har afleveret den uvildige udredning af sagen.

For at give de berørte parter, der ikke kan deltage i Nuuk, mulighed for at overvære undskyldningen vil arrangementet blive sendt direkte på begge sprog via KNR TV

Arrangementet planlægges i samarbejde med en repræsentant fra de berørte kvinder i sagen, fremgår det i pressemeddelelsen.

Traumatiserende spiraloplægninger

Undskyldningen fra Mette Frederiksen faldt få dage før, at spiraludredningen, der skal til bunds i sagen, havde afleveringsfrist den 1. september. Tidligere har det ellers lydt fra statsministeren, at udredningen skulle på plads før en eventuel undskyldning.

Den uvildige spiraludredning er endnu ikke offentliggjort. KNR har været i kontakt med det danske sundhedsministerie og Departementet for Sundhed, men man afventer fortsat en plan for offentliggørelsen.

Spiralsagen handler om, hvordan tusindvis af piger og kvinder i Grønland fik oplagt spiraler i 1960’erne og 70’erne. Ifølge DR skete det som led i danske myndigheders strategi om at reducere den grønlandske befolkningsvækst.

Flere af kvinderne har fortalt om smertefulde og traumatiserende spiraloplægninger. Kvinderne var helt ned til 12 år, da de fik oplagt spiral, som fik store konsekvenser for deres videre liv. Flere har efterfølgende ikke kunne få børn.

Godt 50 personer i Nuuk markerede deres støtte til kvinderne i spiralsagen i anledning af kvindernes kampdag sidste år. Foto © : KNR / Johasinnguaq Olsen

I kølvandet på spiralskandalen har flere kvinder fortalt, at de i nyere tid har oplevet at få prævention uden samtykke. Landslægeembedet kender til 15 sager, der er sket i slutningen af 1990’erne og op gennem 00’erne.

I flere tilfælde har kvinderne fået ufrivillig prævention i forbindelse med en kirurgisk abort, hvor de har været i narkose.

Det er de kvinder, formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), undskylder til på vegne af Grønland. Naalakkersuisut har også sagt, at de kvinder, der har fået ufrivillig prævention i senere tid, kan forvente en kompensation.

Om undskyldningen fra Mette Frederiksen også fører en økonomisk erstatning med sig er endnu uvist. 

I marts 2024 kunne KNR fortælle, at 143 kvinder fra spiralsagen stævnede den danske stat. De kræver samlet knap 43 millioner kroner for brud på menneskerettigheder.