Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen besøger Berlin og Paris

Danmarks og Grønlands regeringschefer skal til topmøde i Berlin og senere mødes med Emmanuel Macron i Paris.
Jens-Frederik Nielsen (D) og Mette Frederiksen er tirsdag i Berlin for at drøfte "den aktuelle udenrigspolitiske situation". Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
27. januar 2026 11:20

Formanden for naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) og den danske statsminister Mette Frederiksen er tirsdag i Berlin for at drøfte "den aktuelle udenrigspolitiske situation".

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Besøget i Berlin handler også om at drøfte "behovet for et styrket Europa", lyder det videre.

Efter Berlin rejser de videre til Paris, hvor de skal mødes med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Han har inviteret dem til et frokostmøde onsdag, oplyser præsidentkontoret ifølge nyhedsbureauet AFP.

Under mødet kommer Macron til endnu en gang at fastslå, at Frankrig støtter Danmark og Grønland og deres suverænitet og territoriale integritet, siger præsidentkontoret.

Besøgene i Tyskland og Frankrig - begge europæiske sværvægtere - kommer efter en periode, hvor USA's præsident, Donald Trump, på ny har fremhævet, at USA har brug for Grønland.

Deltager i topmøde

Mens Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen er i den tyske hovedstad, skal de deltage i det geopolitiske og økonomiske topmøde Welt Economic Summit.

Her deltager også den tyske regering, skriver Statsministeriet.

I Paris skal Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen foruden frokosten med Macron deltage i en samtale på universitetet Sciences Po.

Den modereres af forfatteren Giuliano da Empoli, som har skrevet "Rovdyrenes tid". Bogen handler om, hvordan demokratiet er udfordret af den teknologiske udvikling i nyere tid, som har ført til autoritære tendenser hos techgiganter og politikere.

I sidste uge besøgte Mette Frederiksen Grønland, og her satte hun ord på den nyeste udvikling i sagen om Grønland.

Donald Trump havde forinden sagt, at han sammen med Natos generalsekretær, Mark Rutte, var blevet enige om en ramme for en aftale om Grønland.

- Vi er stadig i en alvorlig situation, men nu har vi en vej at afprøve med amerikanerne. Vi har hele tiden sagt, at vi gerne vil lave en aftale. Det er det, vi er mødtes om i Nuuk i dag, sagde statsministeren fredag.

/ritzau/