Medie: Politiet dropper sag om Jens Napaattooq

Jens Napaattooq skal ikke i retten for vold eller trusler.
Han blev ellers politianmeldt af Siumut på baggrund af en video, hvor Jens Napãtôk i fuldskab truer sin samlever.
Tilbage i april florerede nemlig en video på Facebook, der viser Jens Napãtôk og hans samlever og barn i en situation derhjemme.
Videoen viser tre mennesker samlet i et rum. De to af dem er Jens Napaattooq og hans samlever. Samleveren ligger på gulvet og Napaattooq står lidt væk og truer med at smadre hende. Det er barnet der filmer situationen.
LÆS OGSÅ Siumut har meldt Jens Napaattooq til politiet
Videoen røg i omløb på de sociale medier weekenden før, at det nye Inatsisartut satte sig sammen i deres første reelle samling. Jens Napaattooq var indstillet til den indflydelsesrige post som formand for Finans- og Skatteudvalget, og det fik oppositionen til at udvandre fra salen i protest.
Siumut meldte Jens Napaattooq til politiet.
Jens Napaattooq fik orlov fra Inatsisartut og i kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia på grund af sagen.
Naleraq-politikeren og hans samlever gik efterfølgende i behandling hos Allorfik.
Nu har politiet altså droppet sagen. Det siger anklagemyndigheden til avisen AG.
- Grunden er indholdet af udtalelserne, hvor bemærkninger dels er fremsat som en ”hypotetisk trussel”, men også at det, der trues med, ikke udgør en overtrædelse af Kriminalloven, skriver anklager i Anklagemyndigheden i Grønlands Politi, Anne Kathrine Clinton til AG.
LÆS OGSÅ Jens Napãtôk får fiskeri og finansposter tilbage i Inatsisartut
Jens Napaattooq siger til avisen, at han havde regnet med at politiet ville droppe sagen:
- Det kommer ikke bag på mig. Jeg har hele tiden vidst, at det ville ende sådan.
Naleraq-politikeren sidder på et såkaldt dobbeltmandat. Han er nemlig både valgt ind i Inatsisartut og i kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia. Han er vendt tilbage fra sin orlov.