Fald i turister kan få slædekuske fra Tasiilaq til at aflive hunde
Mellem Tasiilaqs jernrøde fjelde går Jens-Ole Nûko rundt og fodrer sine hunde.
Han og konen startede med at holde hunde i 2023. I dag er de blevet en del af deres hverdag.
- Jeg kan ikke undvære dem. Den dag i dag holder vi stadig meget af dem.
- Vi tager også på slædeture som familie. Nogle gange uden et bestemt mål. Jeg kører bare rundt og beslutter undervejs, hvor jeg vil hen.
For Jens-Ole Nûko er hundene symbolet på frihed.
- Man får lov til at opleve lidt frihed og være alene sammen med hundene. Det er også en del af glæden. Det handler ikke kun om at træne hundene, men også om bare at køre på slæde for fornøjelsens skyld.
En væsentlig del af pengene til at holde hunde kommer fra turismen fra Island.
Nu hvor Icelandair ikke længere beflyver Kulusuk i vintersæsonen, så har Jens-Ole Nûko måtte reducere sin hundespand.
- Det er ærgrerligt, at situationen har udviklet sig sådan. Jeg håber dog, at dem, der arbejder med turisme, ikke bare giver op, men går videre og finder andre muligheder.
Afliv hunde
Jens-Ole Nûko ønskede ikke at reducere antallet af sine hunde. Men han havde ikke et valg.
- Min turismevirksomhed befandt sig i en usikker situation, og jeg havde ikke fået bestilt hundefoder til hele året. Vi havde heller ikke rigtig nogen flymuligheder.
- Derfor var jeg nødt til at reducere antallet af hunde, så jeg ikke havde mere, end jeg kunne klare.
- Hundene er en værdifuld del af vores lokalsamfund. Jeg håber, at forbindelsen til Island fortsat vil være åben.
Det er ikke kun Jens-Ole Nûko, som har måtte sige farvel til flere af sine hunde.
- Vi har mange hunde her, men nogle mennesker, som har haft hunde i mange år, er efterhånden holdt op med at have dem. Nogle af dem, der arbejder med turisme, har også mistet deres hunde, siger Jens-Ole Nûko.
Rasmus Poulsen, som driver Tasiilaq Tours, har måtte aflive sine hunde, fortæller han.
Det skyldes særligt klimaforandringerne, og at det er svært at finde økonomi til at holde hunde, da sæsonen er kort. De er gået fra at have 20 hunde til omkring 12-13 stykker.
Hvis lukningen af islandsforbindelsen fører til færre turister og betalende gæster, så vil det føre til færre hunde.
- Det er jo aldrig sjovt. Heller ikke, når de er gamle og syge. Det er jo brugsdyr, men de har jo stadigvæk en personlighed, og du har et bånd og et netværk til dem, fordi du ar kørt med dem hele deres liv, siger Rasmus Poulsen.
- Det er jo aldrig sjovt at skulle fjerne sine hunde og aflive dem.
Hundenes fremtid
Selvom bestanden af hunde er faldende i Østgrønland, så har Jens-Ole Nûko fortsat et positivt syn på fremtiden.
- Jeg vil ikke sige, at jeg er bekymret. Jeg vil altid bevare håbet. Vi bor i et område, hvor hundeslæden hører til, og derfor tror jeg ikke, at hundene vil forsvinde helt.
Mens KNR interviewer dukker to drenge op. De ser tydeligt op til Jens-Ole Nûko og følger ham rundt omkring og giver en hånd med arbejdet.
Det er også netop de unge, som giver ham håb.
- Antallet af hundeejere falder, men de unge, der begynder at anskaffe sig hunde, giver også håb. Derfor er jeg ikke bekymret for, at vi mister slædehundene her i Østgrønland.
