Siumut har meldt Jens Napaattooq til politiet
Siumut har anmeldt Jens Napaattooq til politiet. Det bekræfter Siumuts formand, Erik Jensen overfor KNR.
- Hvis hans partifæller ikke vil, så gør vi, siger han.
Politianmeldelsen sker efter, at Naleraq-politikeren havde en ualmindelig dramatisk dag på kontoret i går.
Grunden til dét er en video, der er blevet spredt med lynets hast på Facebook – en video, der viser Jens Napaattooq og hans samlever og barn i en situation derhjemme i weekenden.
Videoen viser tre mennesker samlet i et rum. De to af dem er Jens Napaattooq og hans samlever. Samleveren ligger på gulvet og Napaattooq står lidt væk og truer hende med at smadre hende.
LÆS OGSÅ Jens Napãtôk søger om sygeorlov fra Inatsisartut
Derfor har Siumut nu anmeldt Jens Napaattooq til politiet. For præcis hvad, vil Erik Jensen ikke sige. Men som folkevalgt har man skærpet indberetningspligt, siger han.
- Og vi accepterer ikke vold eller misbrug. Så ud fra vores skærpede indberetningspligt, har vi anmeldt ham til politiet.
Skete i weekenden
Optrinnet i Jens Napaattooqs hjem skete i weekenden efter en bytur.
Til KNR sagde han i går, at han ikke havde slået sin samlever.
Er der nogen, der har begået vold mod nogen?
- Nej, ikke fra min side. På videoen kan man høre ”av-av”-lyde, da min kæreste slår en lampe i stykker. Hun skærer sig på den og får blod på ansigtet, sagde Jens Napaattooq.
LÆS OGSÅ Hans Enoksen: Vi ønsker Jens Napaattooqs familie det bedste
KNR var også i kontakt med hans samlever. Hun ønskede ikke at blive interviewet, men i et skriftligt svar sagde hun:
- Der har været et billede af mig, som viser, at det bløder fra rifter i mit ansigt, på min samlevers profil på Facebook. Det er et billede, som jeg i vrede har lagt på hans profil. Det er taget efter, at jeg forsøgte at slå min kæreste, men jeg fik glasskår fra en lampe i ansigtet.
- Det er ikke fordi, jeg er blevet slået, og det er ikke et forsøg på at hænge nogen ud.
Ifølge samleverens forklaring er det hendes søn, der har optaget optrinnet.
- Sandheden er, at vi har store problemer i familien. Min mand bad vores søn om at sende live (på Facebook, red.), for at vise hvilke store problemer vi har.
Har søgt sygeorlov
Jens Napaattooq søgte om sygeorlov fra Inatsisartut og kommunalbestyrelsen Avannaata Kommunia i går.
Og nu ligger sagen altså hos politiet.
- Den skal undersøges, og politiet skal efterforske. Ud fra det skal politiet vurdere, hvilket arbejde, der skal foretages. Det er ikke vores arbejde, og det er politiet, der skal vurdere. Vi har ageret ud fra vores ansvar som folkevalgte og ud fra vores skærpede indberetningspligt, siger Erik Jensen.
- Og lige meget hvem, det drejer sig om, har man pligt til at indberette, hvis man har en mistanke om, at noget ikke er, som det skal være. Især når der er børn involveret i sagen. Hvis man har sagt, at man vil beskytte børn, så skal man også tage ansvaret på sig og melde det til politiet, siger Erik Jensen.