Forsker: Grønland brækker politisk over uden indsats i bygderne

I denne uge åbner den nye lufthavn i Ilulissat, der skal styrke Grønlands forbindelse til omverdenen.

Men uden for de større byer mangler der fortsat investeringer i helt basal infrastruktur. 

Nogle steder er der ingen kloakering, andre steder er vandforsyningen utilstrækkelig, sundhedstilbuddene stærkt begrænsede, og mulighederne for at skabe en indkomst hæmmet af manglende faciliteter.

Det skyldes ikke kun, at Grønland er stort, afsides og dyrt at drive. Det handler også om politiske prioriteringer.

Det fortæller Kåre Hendriksen, som gennem snart 40 år har arbejdet og forsket i Grønland og besøgt mere end 90 procent af landets bosteder.

- Den her proces er et resultat af beslutninger eller mangel på beslutninger, siger Hendriksen, som i dag er pensioneret og ekstern lektor ved den arktiske ingeniøruddannelse ARTEK i Sisimiut.

Hans pointe er, at fraflytningen fra de mindre bosteder ikke er en uundgåelig udvikling, hvor mennesker naturligt søger mod større byer. 

Det handler derimod om, at manglende infrastruktur gør det sværere at udnytte lokale ressourcer, skabe arbejdspladser og fastholde befolkningen.

Fiskene er der. Fabrikken mangler.

I Sermiligaaq i Ammassalik-distriktet er der hellefisk og fiskere, der gerne vil fange dem, fortæller Kåre Hendriksen.

Men der er ingen fabrik til at forarbejde fangsten lokalt.

Fiskerne må derfor sejle til Tasiilaq med deres fangst. Det er ikke altid muligt. Storisen kan lukke sundet mellem Sermiligaaq og resten af distriktet, så fiskerne risikerer at stå med fisk, de ikke kan transportere videre.

En del af problemet er ifølge Hendriksen, at Sermiligaaq mangler vandforsyning til at drive en fabrik. Han mener, at det kunne løses ved at opdæmme en lokal sø og etablere en ekstra vintervandtank.

- Og derfor kan man sige, så bliver det indirekte en politisk beslutning, at folk flytter fra de steder, siger han.

Uden vand ingen fabrik. Uden fabrik dårligere muligheder for at udnytte fiskeriet. Og uden et solidt erhvervsgrundlag bliver det sværere at fastholde både arbejdspladser og befolkningen.

- Når eksistensgrundlaget forsvinder, så bliver det svært at opretholde bostedet. Så bliver det også meningsløst, siger Hendriksen.

15 gange flere investeringer i Nuuk

Ifølge Hendriksen er skævheden resultatet af årtiers utilstrækkelige investeringer uden for de større byer.

En gennemgang, han har foretaget af Selvstyrets anlægsregnskaber for 2009-2019, viste, at der i perioden blev investeret 15 gange så meget i infrastruktur i Nuuk som i Upernavik, målt pr. indbygger. Nuuk-lufthavnen indgik ikke i beregningen.

Ifølge Hendriksen er det en prioritering, der risikerer at forstærke en udvikling, politikerne også bekymrer sig om: at befolkningen samles i de større byer, mens mindre bosteder mister indbyggere og erhvervsmuligheder.

Det er særligt problematisk i et land, hvor mange erhverv er afhængige af, at mennesker bor tæt på naturressourcerne, siger han.

I Upernavik foregår en betydelig del af hellefiskefangsten om vinteren fra isen. Hvis der ikke bor mennesker i nærheden, bliver ressourcen vanskeligere at udnytte.

- Hvis man skal have indtægt fra de fisk, så skal man bruge nogle mennesker, siger forskeren Kåre Hendriksen.

Det er derfor ikke nødvendigvis samfundsøkonomisk fornuftigt at samle befolkningen i færre byer. Det afhænger også af, hvilke erhverv Grønland vil leve af, og hvor ressourcerne findes.

Og det er heller ikke et rent økonomisk spørgsmål, mener han:

- Hvordan ville Grønlands kultur se ud, hvis vi nedlagde alle bygderne og de mindre byer? Altså, hvordan ville Grønlands identitet så se ud? spørger han.

En fjerdedel har ikke kloakering

Ifølge Kåre Hendriksens opgørelser, som han har fået bekræftet med de relevante myndigheder, har omkring hver tiende grønlandske husstand ikke indlagt vand, mens en fjerdedel mangler kloakering.

Det betyder, at nogle fortsat må hente vand uden for hjemmet, mens andre må benytte et toilet med en spand i stedet for et moderne afløbssystem.

I Tasiusaq i Upernavik-distriktet, hvor fiskeriet bidrager væsentligt til Grønlands eksportindtægter, har beboerne ifølge Hendriksen blot 20 liter vand til rådighed om dagen til alle formål.

Det er ikke kun et spørgsmål om komfort. Manglende adgang til vand og sanitet påvirker livskvaliteten og kan gøre det sværere at fastholde beboere.

- Vi vil simpelthen ikke finde os i, at folk ikke kan komme i bad, siger Hendriksen om det, han mener bør være en politisk målsætning.

Hvilket Grønland skal der være plads til?

Det er dyrt at drive et samfund som det grønlandske. 

Afstandene er som bekendt kollosale, og bostederne kan sjældent dele vandforsyning, elforsyning, skoler og andre offentlige tilbud med hinanden. Daglig pendling mellem byer og bygder er sjældent en realistisk mulighed.

Men det er ifølge Hendriksen ikke i sig selv et argument for at samle befolkningen i færre byer. 

- Hvis vi tager bygderne som helhed, og hvis vi tager de mindre byer som helhed, så er de målt per indbygger ikke dyrere end de større bygder. Fordi serviceniveauet er så meget lavere, siger Kåre Hendriksen og fortsætter: 

- Og jo større byen er, jo mere bruger det offentlige penge på at facilitere serviceniveauet.

Kåre Hendriksen mener, at Grønlands voksende strategiske betydning for USA og Europa giver politikerne en mulighed for at kræve en mere langsigtet indsats for hele landet.

- Hvis man vil undgå, at Grønland politisk brækker over. Hvis man vil undgå, at folk i yderdistrikterne føler sig glemt, så er man nødt til at gøre noget ved det, siger han.