Syv måneder efter dødsbrand i Nutaarmiut: Mangler brandfolk igen

Efter en brand i februar kostede en 45-årig mand livet, havde en nordgrønlandsk bygd fået tre frivillige brandmænd. Men nu flytter to af dem væk.
I februar omkom en 45-årig mand i en brand i Nutaarmiut. På det tidspunkt var der hverken brandmænd eller -udstyr i bygden. Foto © : Privatfoto. Niels Heilmann
31. oktober 2023 15:05

Brandsikkerheden i bygden Nutaarmiut nord for Upernavik har længe været tvivlsom.

I februar måtte bygdens beboere se hjælpeløse til, mens et hus brændte ned til grunden, og en 45-årig mand omkom. Bygden manglede nemlig både brandfolk og -udstyr, som loven ellers kræver. Og da brandmænd fra Tasiusaq nåede frem, var det for sent.

Den tragiske brand fik dog både kommunen og beredskabet til at reagere.

Der blev hurtigt ansat og uddannet tre frivillige brandfolk, og i maj besluttede kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia, at der skal opføres et helt nyt beredskabsskur i bygden med nyindkøbt brandudstyr.

Men selvom brandsikkerheden dermed er blevet hævet en del i Nutaarmiut, mangler der nu igen brandfolk i bygden. Det fortæller indsatsleder Bjarne Markussen:

- I Nutaarmiut har vi haft tre brandmænd, men i sidste uge fik jeg at vide, at to af dem bliver nødt til at flytte.

Derfor søger beredskabet nu nye brandfolk. Og Bjarne Markussen håber at kunne finde et par stykker.

- Ifølge kravene skal der være minimum tre her. Det afhænger af befolkningens størrelse i bygden. Men det vil være dejligt, hvis der er flere, siger han.

Om dødsbranden og lovovertrædelserne

10. februar omkom en 45-årig mand i en brand i Nutaarmiut nord for Upernavik.

Efterfølgende har KNR erfaret, at der hverken har været brandudstyr eller brandmænd i bygden, som loven kræver.

I Nutaarmiut bor der omkring 60 mennesker. Og for en bygd af den størrelse kræver loven, at der som minimum er ét motorkøretøj med for eksempel en brandslukker eller en brandsprøjte monteret, en indsatsleder og fire brandmænd. Men det var der intet af i bygden.

Derudover er det kommunale redningsberedskab ansvarlig for at opfylde minimumskravene for mandskab og beredskabsudstyr.

Kommunerne kan dog søge om dispensation fra kravene under de rette omstændigheder. Det kan for eksempel være manglende infrastruktur og de demografiske og geografiske forhold blandt andre.

Men den dispensation har Avannaata Kommunia altså ikke søgt – simpelthen fordi kommunalbestyrelsen ikke vidste, hvad der var af udstyr og brandfolk i i hvert fald tre af kommunens bygder. Det er selvom, at beredskabet havde oplyst kommunen om, at alt var i orden. En opgave, som kommunen havde givet dens beredskab efter en brand i Ukkusissat i juni 2021, hvor tre mennesker omkom, og hvor brandudstyret ikke var ordentligt vedligeholdt.

Dermed har Avannaata Kommunia ikke overholdt lovens minimumskrav for beredskabet i flere af dens bygder. Samtidig har den ikke overholdt kravet om at søge dispensation.

Men det kan være svært at tiltrække nye brandmænd blandt de lokale. For ofte er der tale om frivilligt arbejde, som ikke kan konkurrere med beboernes almindelige arbejde.

- I bygderne er det meget vekslende at have brandmænd, fordi de mest arbejder frivilligt og nogle gange er nødt til at prioritere deres almindelige arbejde, eksempelvis med fiskeri, fortæller indsatslederen. 

Nyt udstyr skal tages i brug

Mens beredskabet leder efter nye brandmænd, er det nye udstyr allerede ankommet til Nutaarmiut. Og det er med til at skabe tryghed for borgerne, forklarer Bjarne Markussen.

- Jeg synes, at borgerne kan være trygge, for da udstyret ankom til Upernavik i løbet af sommeren, fik vi sendt det til Nutaarmiut så hurtigt så muligt. Og brandmændene er begyndt at lære, hvordan de skal bruge det og passe på det, siger han.

Samtidig er det vigtigt, at beboerne i bygden også selv kan håndtere udstyret, hvis nu det ikke lykkes at finde nye brandmænd. Derfor afholder beredskabet i dag et arrangement, hvor lokale kan se nærmere på udstyret.

- Hvis der sker noget, og man ikke har nogen fast brandmand, skal borgerne vide, hvordan man arbejder med udstyret. Det kan de starte med at lære i dag.