Voldtog sit eget barn: Mand idømmes tre år i anstalten

En mand er blevet fundet skyldig i voldtægt, voldsepisoder og blufærdighedskrænkelser.
Manden er kendt skyldig i alle forhold. Foto © : KNR
Skrevet af Anders Rytoft
17. juli 2023 10:52

Tre år i anstalten.

Sådan lyder dommen fra Qaasuitsoq Kredsret i Ilulissat. 

En mand blev sent fredag eftermiddag kendt skyldig i at have voldtaget sit eget barn på et tidspunkt mellem marts og april i 2020 på en adresse i Sisimiut. Datteren gjorde modstand og forsøgte at sparke sig fri. Alligevel gennemførte manden sit forehavende med truslen om: 

”Hvis du siger det, dræber jeg din mor og dig."

En lignende episode udspillede sig året efter. Her voldtog manden igen sin datter og gennemtvang samleje på trods af hendes modstand.

Skyldig i flere forhold

Foruden voldtægt er manden blevet kendt skyldig i vold og blufærdighedskrænkelse.

Han er dømt skyldig i at have viklet en snor rundt om halsen på en kvinde, som fik vejrtrækningsbesvær og sår på halsen. Derudover er han kendt skyldig i flere tilfælde at have udøvet vold mod en kvinde med flere slag i ansigtet både med knyttet og flad hånd.

Samtidig er manden også dømt for to tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Det ene strækker sig over en periode fra 15. juli 2017 til 31. marts 2021, hvor han flere gange har befølt en kvinde på brysterne, lårene og hofterne.

Det har han også gjort på en pige i en periode, fra hun var tre til 12 år.

Manden er kendt skyldig i alle forhold i anklageskriftet. 

Anklagemyndigheden argumenterede for anbringelse i anstalt i tre år og tre måneder - og retten idømte ham altså tre år i anstalt.