Kaptajn på havareret trawler: - Man tænker frygtelige ting i sådan en situation

En trawler blev i sidste uge hjulpet ud af storm og 10 meter høje bølger syd for Kap Farvel. Besætningen frygtede for deres liv.
14. marts 2019 13:55

Turboen på motoren stoppede pludselig på Polar Seafoods trawler, Polar Aassik, torsdag i sidste uge midt under en storm. 

Først tre dage efter blev skibet med den syv mand store besætning slæbt ind på land af Arktisk Kommando. Og det var en voldsom oplevelse for besætningen, der drev rundt i bølgerne, som var op til 10 meter høje. 

-  Der var kæmpe bølger, vi havde ingen motor og kunne ikke gøre andet end at lade os drive med strømmen, siger Aqqalunnguaq Wille, der er besætningsmedlem på Polar Aassik.

Polar
Polar Assifik Foto © : KNR
Polar Aassik i havn i Qaqortoq

- Vi mistede simpelthen kontrollen over trawleren, siger kaptajn Søren Lennert. 

- Der var ingen hjælp at hente, ingen motor, ikke mere håb. Vi kunne ikke flygte fra bølgerne eller gøre noget. Der strømmede mange tanker igennem hovedet. 

Ingen hjælp hvis det går galt

Arktisk Kommando vurderede torsdag eftermiddag, at der var tale om en potentielt kritisk situation, og inspektionsskibet Hvidbjørnen nåede frem til positionen tidligt fredag morgen. Da var vejret blevet markant forværret, så inspektionsskibet vurderede, at det ikke var forsvarligt at overføre en slæbetrosse til trawleren. 

Ifølge Arktisk Kommando stormede det 30 meter i sekundet, og bølgerne var op til 10 meter høje.

- Arktisk Kommando var ellers kommet hen til os, da stormen var værst. Jeg sagde til en af de andre, at der ikke er hjælp at hente, hvis det går galt for os, siger kaptajn Søren Lennert. 

LÆS OGSÅ Arktisk Kommando kom trawler til undsætning

- Jeg tænkte, at hvis bølgerne får fat i os, kommer vi ikke op igen. Man kan komme til at frygte sådanne ting i sådan en situation. 

Styrmand Søren Mathæussen frygtede på et tidspunkt, at mandskabet måtte i redningsbådene. 

- Vi blev vippet og vendte 180 grader om, men det skete heldigvis kun én gang, fortæller han.    

Åndede lettet op

Det er første gang, at besætningsmedlemmerne har oplevet sådan en situation. Da stormen lagde sig søndag, fik inspektionsskibet Hvidbjørnen fra Arktisk Kommando endelig trawleren på slæb.

- Vi åndede lettede op, da de tog os på slæb, fortæller Aqqalunnguaq Wille.

- Jeg er så taknemmelig for, at der er nogen der kan komme og hjælpe på den måde. 

Besætningen på trawleren har dog ikke fået nok af havet nu. De skal med ud igen, når trawleren atter skal fiske efter rejer.  

- Jeg bliver ombord, så længe jeg er i stand til det, siger Aqqalunnguaq Wille.

På grund af stormvejret i Sydgrønland ligger Polar Aassik i Qaqortoq Havn lige nu. Når stormen lægger sig, bliver den slæbt til Nuuk.