Storm og 10 meter høje bølger: Arktisk Kommando kom trawler til undsætning

En trawler blev fredag hjulpet ud af storm og 10 meter høje bølger syd for Kap Farvel.
Inspektionsskibet Hvidbjørnen. Arkivfoto
11. marts 2019 12:40

Skibet, der havde otte mand ombord, havde fået motorstop på grund af en defekt turbo i maskinen. Dermed var motoren blevet tilsodet med manglende fremdrift til følge.

Ifølge Arktisk Kommando stormede det 30 meter i sekundet, og bølgerne var op til 10 meter høje. 

Arktisk Kommando vurderede torsdag eftermiddag, at der var tale om potentiel kritisk situation, og inspektionsskibet Hvidbjørnen var fremme ved positionen tidligt fredag morgen. Da var vejret blevet markant forværret, så inspektionsskibet vurderede, at det ikke var forsvarligt at overføre slæbetrosse til havaristen. 

Hvidbjørnen fulgte kutteren gennem stormen, og da stormen lagde sig søndag, fik Hvidbjørnen trawleren på slæb.

Her til morgen sprang slæbetrossen desværre, oplyser Arktisk Kommando, men mandskabet er ved at gøre klar til at overføre ny trosse.

De to skibe er nu på vej til Qaqortoq, og Arktisk Kommando forventer, at de er fremme tirsdag.