Direktør i Grønlandsbanken: Mærkeligt vi ikke hjælper i klimakampen

Det ærgrer både direktøren i Grønlandsbanken og formanden for Grønlands Erhverv, at Inatsisartut endnu ikke har taget stilling til, om Grønland skal være en del af Parisaftalen. Men de håber på, at ventetiden bruges på at finde fornuftige løsninger.
Grønland er et af de lande, som bliver hårdest ramt af klimakrisen. Derfor er det også mærkeligt, at vi ikke hjælper med, siger direktøren i Grønlandsbanken. Foto © : KNR/Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Kim Hinrichsen
06. juni 2023 09:44

Spørgsmålet om Grønlands indtræden i Parisaftalen er endnu engang blevet udsat.

Det bliver tidligst til efterårssamlingen, at Inatsisartut tager stilling til, om Grønland skal forpligte sig til FN’s klimamål.

Og det ærgrer administrerende direktør i Grønlandsbanken, Martin Kviesgaard, der synes det er vigtigt, at der kommer handling fra politikerne:

- Vi synes, det er væsentligt, at Grønland også tilslutter sig Parisaftalen, så det, synes vi, der er grund til at arbejde hurtigt med for Inatsisartut. Det ser lidt mærkeligt ud, hvis vi er et af de lande, som er hårdest ramt og så ikke hjælper med.

Formanden for Grønlands Erhverv, Christian Keldsen, havde også gerne set, at der var blevet taget stilling til det store spørgsmål, men ser samtidig stadig positivt på den udvikling, som sker på området.

- Vi har ønsket, at man fik belyst mulighederne og konsekvenserne ved at gå med. Jeg oplever, at det har Naalakkersuisut taget imod. Man har jo offentliggjort en lang række rapporter, i starten af marts måned, hvor man belyser tiltræden fra forskellige vinkler – herunder den økonomiske, siger han. 

Ikke ligegyldigt hvordan vi løser klimakrisen

Han understreger, at det er afgørende at Grønland bevæger sig henimod mere grøn energi, men det er ikke ligegyldigt, hvilken måde man gør det på.

Derfor vælger han også at se lyst på, at man endnu engang har udsat beslutningen og håber på, at det betyder, man får tænkt sig grundigt om i mellemtiden:

-Der er ingen tvivl om, at klimadagsordenen er presserende. Nok også mere presserende end mange af os er opmærksomme på. Men det er også vigtigt, at vi træffer de rigtige beslutninger. Bæredygtigheden kommer kun, hvis vi skaber den rigtige balance mellem vores erhverv, vores livsstil og så reduktionsmålene.

Der venter stadig et stort arbejde, hvis Grønland for alvor skal melde sig ind i den grønne kamp.

Og her er det ikke vigtigt, om man er med i den ene eller den anden aftale, men at man agerer, siger formanden for Grønlands Erhverv, Christian Keldsen :

- Grønland har i dag kun 16 procent grøn energi – 84 procent sort energi. Så om vi underskriver eller ej, er ligegyldigt. Det er bare noget på et stykke papir. Det vigtige er de handlinger, vi får sat gang i. Det vil jeg hellere have, vi ser at komme i gang med forholdsvist snart.