Mælk fra Færøerne sikrer nye trænere i håndbolden herhjemme

Det nye trænerteam Mikkel Bom og Kim Ostermann-Petersens skal stå i spidsen for kvindelandsholdet i håndbold ved hjælp af en håndrækning fra andre dele af rigsfællesskabet.
15. maj 2024 10:53

I marts fyrede håndboldforbundet TAAK landstrænerduoen for kvindehåndboldholdet. Det vakte harme, da kvinderne så sent som i december repræsenterede Grønland til VM for første gang i 20 år.

Men nu er der fundet nye trænere. Og det skyldes en håndsrækning fra den færøske mælkeproducent MBM, som sælger deres produkter i Grønland.

Det skriver TAAK i en pressemeddelelse.

- Vi er voldsomt glade for at kunne introducere et nyt trænerteam i Mikkel Bom og Kim Ostermann-Petersen, som begge er af den opfattelse, at alle spillere, der er i spil til landsholdet, skal føres op på et endnu højere niveau, siger formand for TAAK Carsten Olsen.

Mikkel Bom er uddannet divisions- og talenttræner i Dansk Håndbold Forbund og har blandt andet været en del af trænerteamet i Team Esbjerg. Han bliver dermed en vigtig brik i den nye organisering af landshold og talentarbejdet i TAAK, der er igangsat med Jakob Larsen i spidsen.

Kim Ostermann-Petersen var assistenttræner for kvindelandsholdet i den trænerduo, som blev fyret i marts, og skal nu tilbage på banen.

Hurtig reaktion fra Færøerne

Carsten Olsen fortæller, at det færøske firma var hurtige til at tage kontakt, da TAAK blev ramt på økonomien.

Ifølge ham er det en god mulighed for virksomheden at støtte op om TAAK's indsats, samtidig med landsholdet bliver en platform for at synliggøre det færøske mælkeprodukt.

Og han bliver støttet op af CEO Hákun Steingrímsson:

- Her på Færøerne ser vi grønlandske nyheder en gang om ugen. Da den kedelige nyhed om landsholdet kom, var vi hurtige til at reagere. Dette kunne jo blive til en win/win situation for os alle sammen.

- Selvfølgelig vil vi gerne få gang i vores forretning i Grønland, men det er nu også en stor tilfredsstillelse i sig selv at give kvindelandsholdet et økonomisk pusterum samtidig, siger han i pressemeddelelsen.

Begejstret træner

TAAK regner med, at de med Mikkel Bom i spidsen kan få sat turbo på at skabe værktøjer og uddannelse af klubtrænere. Og dermed få dyrket talentet tidligt.

Og den nyansatte træner er også begejstret.

- Jeg glæder mig over landsholdsarbejdet og at skulle flytte holdet til næste niveau, samt bygge videre på det kæmpe arbejde, Anders og Kim har gjort.

- I talentarbejde for mig handler det ikke kun om at udvikle håndboldspillere. Det handler om at udvikle mennesker igennem håndbold, siger han.

TAAK vil fokusere på den løbetekniske del og den fysiske del, hvor de har igangsat et forsøgsforløb med U18 pigerne, som skal til VM i Kina i august.