Lufthavne står først færdige i 2023

De nye lufthavne i Ilulissat og Nuuk kan tidligst stå færdige og klar til åbning i oktober 2023, skriver avisen Sermitsiaq.
Foto © : Kalaallit Airports A/S
21. september 2018 11:22

Efter planen skulle byggeriet af lufthavnen i Nuuk være begyndt i denne måned, og de tre lufthavne skulle være færdige i oktober 2022.

Men usikkerhed om banelængderne kort efter valget i foråret fik Kalaallit Airports til at udskyde udbuddet.

LÆS OGSÅ Usikkerhed om længde kan udskyde lufthavne med et år

Derfor er der nu en ny tidsplan, siger formanden for Kalaallit Airports.

- Med den tidsplan, vi nu arbejder efter, kan vi først til maj 2019 komme i gang med arbejderne til de nye landingsbaner i Nuuk og Ilulissat. Det betyder, at lufthavnene kan stå færdige i oktober 2023, siger formanden for Kalaallit Airports, Jóhannus Egholm Hansen til Sermitsiaq.

For at den nye tidsplan kan holde er det dog nødvendigt, at et flertal i Inatsisartut vedtager anlægsloven for lufthavnspakken på efterårssamlingen.