Landslægen: Smitten viser, at Omikron er kommet til Grønland
- Vi er nu i den situation, hvor der ikke er nogen tvivl om, at den nye omikronvariant er kommet til Grønland.
Det siger landslæge Henrik L. Hansen tirsdag til KNR.
Den meget smitsomme coronavariant er teknisk set ikke blevet konstateret her endnu. Men smitten går så hurtigt i øjeblikket, at han føler sig sikker i sin sag:
- Vi har sendt nogle af vores prøver til undersøgelse i Danmark. For den måde, som smitten spreder sig på nu, viser meget tydeligt, at vi har at gøre med noget, som er noget mere smitsomt end det, vi har set tidligere, forklarer han.
LÆS OGSÅ Dagens coronatal: 114 nye smittede
I går meldte Landslægeembedet ud, at der over julen er blevet konstateret i alt 114 nye coronatilfælde. De blev især fundet ved testning den 23. og 26. december.
Og tallet kommer med sikkerhed til at stige, lyder meldingen:
- Her de seneste dage har vi set en betydelig stigning i antallet af smittede, og den situation må vi forvente, vil udvikle sig, når et stort antal julerejsende begynder at komme tilbage fra Danmark, hvor der som bekendt er et meget omfattende smittespredning lige nu, siger landslægen.
Svært at følge med
Han fortæller, at den nuværende smittespredning gør det svært for sundhedsvæsenet at følge med i forhold til at kontakte alle smittede og nærkontakter til smittede.
- Vi er her på det seneste blevet betydeligt udfordret af, at der er et hastigt stigende antal smittede. Specielt i Nuuk. Og der vil næppe blive færre i de kommende dage.
- Vi opretholder selvfølgelig fortsat, at alle, der er blevet testet positive får telefonisk besked om, at de er testet positive, siger han og forsikrer, at alle smittede også fortsat vil blive kontaktet af smitteopsporingen.
LÆS OGSÅ Nuummiut ærgrer sig over julelukket testcenter
Hvis nu man har fået en coronatest, og der går flere dage uden, at man hører noget. Hvordan skal man så forholde sig?
- Så er der et eller andet, der er gået galt. For det er sådan, at man vil blive kontaktet den samme dag eller allersenest formiddagen efter, man er blevet testet. Der kan dog være andre forhold, der gør sig gældende, hvis man befinder sig et sted, hvor testen skal sendes til Nuuk for at blive analyseret. Så vil der kunne gå længere tid, men det vil den pågældende blive orienteret om dér, hvor vedkommende bliver testet.
Smitten forsvinder ikke
Henrik L. Hansen understreger, at situationen i øjeblikket udvikler sig hurtigt, og at han og hans kolleger hele tiden må prioritere ressourcer.
- Vi er i en situation nu, hvor vi nu har det mål, at sikre, at der bliver færrest muligt skader som følge af smittespredningen i samfundet. Det vil blandt andet sige at opretholde sundhedsvæsnet uden for stor belastning og at opretholde driften af skoler og institutioner, siger han og fortsætter:
LÆS OGSÅ Smitte slår igen rekord: Over 16.000 tilfælde i Danmark
- Det er ikke længere målet at prøve at få smitten til at forsvinde. Den tid er for længst forbi. Det, som det handler om nu, er, at vi skal igennem nogle vintermåneder, hvor vi skal prøve at forhindre, at der sker alt for meget smittespredning på én gang, og det kan vi stadigvæk godt opretholde med de tiltag, vi har i øjeblikket.
Der er det seneste døgn blevet konstateret 74 nye smittede i hele landet.
Det bringer antallet af aktivt smittede op på 375.
Fire personer er indlagt med covid-19. Ingen er kritisk syge.