Dagens coronatal: 114 nye smittede

Covid-19 epidemien er i kraftig vækst i Nuuk, lyder meldingen fra Landslægeembedet.
Der er 114 nye smittede med covid-19. Foto © : Malik Brøns / KNR
27. december 2021 16:58

Der er fundet 114 nye smittede med covid-19 her i landet.

De er hovedsageligt fundet ved testning den 23. og 26. december, skriver Landslægeembedet på sin hjemmeside.

Der er fundet 95 nye smittede i Nuuk heriblandt 14 fra bygden Qeqertarsuatsiaat.

Derudover er der 11 nye smittede i Qasigiannguit, en i Ilulissat, to i Qaqortoq, en i Sisimiut, en i Aasiaat og tre i Tasiilaq.

Smitten i Tasiilaq er kommet ind via Island og fra Nuuk, men er afgrænset til to familier, oplyser Landslægeembedet.

Nuuk er særlig ramt

Ifølge Landslægeembedet er covid-19 epidemien i kraftig vækst i Nuuk, og forventningen er, at smitten vil sprede sig til andre byer inden for kort tid.

- Målet er nu at undgå, at der kommer et meget stort antal smittede samtidig, skriver Landslægeembedet på sin hjemmeside og opfordrer samtidig folk til at undgå aktiviteter, som øger smittespredningen.

290 aktivt smittede

Der er i alt fire indlagte med covid-19. Ingen er kritisk syge. Der er lige nu 290 aktivt smittede her i landet.

De fordeler sig over alle fem kommuner:

Avannaata: 2

Qeqertalik: 35

Qeqqata: 5

Sermersooq: 246

Kujalleq: 2