Dagens coronatal: 74 nye smittede

Der er stadig smittespredning i Grønland – især i Nuuk, oplyser Landslægeembedet. 
Testkø i Nuuk. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Christine Hyldal
28. december 2021 14:01

Der er det sidste døgn konstateret 74 nye smittede i hele landet.

Fem er registreret i Ilulissat, én i Qaqortoq, én i Sisimiut og 67 i Nuuk.

Der er således fortsat yderligere smittespredning i specielt Nuuk, oplyser Landslægeembedet. 

I alt er der registreret 375 smittede i hele landet lige nu. 

Fordelt på kommuner ser smittetallene således ud:

  • Avannaata Kommunia: Syv
  • Kommune Qeqertalik: 46
  • Qeqqata Kommunia: Seks
  • Kommuneqarfik Sermersooq: 313
  • Kommune Kujalleq: 3

Andelen af positive tests i Nuuk 7,3 procent. Det viser klart en epidemi i fortsat vækst, meddeler Landslægeembedet. 

Gennemsnitsalderen for de smittede det seneste døgn er 32 år.

LÆS OGSÅ Landslægen: Smitten viser, at Omikron er kommet til Grønland 

Der er i alt fire indlagte med Covid-19. To er indlagt i Nuuk, én i Qaqortoq og én i Sisimiut. 

Og smittetallet bare stiger og stiger i Grønland lige nu, ligesom i Danmark og store dele af verden.

En grund til det er den smitsomme omikron-variant. Og ifølge landslæge Henrik L. Hansen er der ingen tvivl om, at omikron også er nået til Grønland.

Den er teknisk set ikke blevet konstateret her endnu. Men smitten går så hurtigt i øjeblikket, at han føler sig sikker i sin sag: 

- Vi har sendt nogle af vores prøver til undersøgelse i Danmark. For den måde, som smitten spreder sig på nu, viser meget tydeligt, at vi har at gøre med noget, som er noget mere smitsomt end det, vi har set tidligere, siger han til KNR.

- Der er ikke er nogen tvivl om, at den nye omikronvariant er kommet til Grønland.