Nuummiut ærgrer sig over julelukket testcenter

Testcenteret i Nuuk havde næsten lukket hele julen bortset fra et par timer anden juledag. Men de folk, som KNR har talt med, ærger sig over, at det ikke var mere åbent.
Kø ved testcenteret i Inussivik i Nuuk. Foto © : KNR
Skrevet af Karline Platou
27. december 2021 16:59

Det har ikke været helt nemt at blive testet for corona i Nuuk over julen, som det plejer. 

Udover to timer i anden juledag har testcenteret i hovedstaden nemlig være lukket.

Mandag formiddag er der kø nede i hallen, fordi folk vil testes. Nogle vil gerne være helt sikre på, at de er coronafri efter arrangementer med familien, mens andre bare skal til tjek-test.

 

Foto © : KNR

 

En af dem, der står i kø er Gudrun Berthelsen. Hun fik besøg af et familiemedlem til jul, der ikke bor i Nuuk til daglig og for en sikkerheds skyld ville hun gerne testes.

- En fra vores familie kom for at fejre jul med os, og vi havde brug for, at vedkommende blev testet. Derfor, synes jeg, at testcenteret burde have været åbent bare i kort tid, siger Gudrun Berthelsen.

Hun så gerne, at hendes gæst havde haft mulighed for at blive testet den 24. og 25. december, så familien ikke havde behøvet at være nervøs.

- Så ville familier som os kunne afklare, om man trygt kan være sammen uden at blive smittet, siger Gudrun Berthelsen.

 

Foto © : KNR

 

Længere nede i køen står Inger Brandt. Hun har været til en kaffemik i juledagene, hvor det viste sig, at en af de andre gæster var smittet med Covid-19.

- Personen, der arrangerede kaffemik, sendte mig en besked og fortalte, at en af gæsterne var blevet smittet, og at jeg burde gå i karantæne.

- Jeg kunne ikke blive testet, fordi centeret var lukket. Heldigvis har jeg det fint, siger hun. 

LÆS OGSÅ Siumut raser over helligdagslukket testcenter: Døren er åbnet på vid gab for corona

Og selvom Inger Brandt gerne ville have været testet noget før, så forstår hun godt, at dem, der arbejder i testcenteret har brug for at holde ferie. Folk har bare stadig brug for at blive testet, slår hun fast.

- På den anden side er der også nogle, som har brug for at blive testet. Det gælder især dem, der er gået i karantæne, ligesom jeg gjorde, siger hun.

 

Foto © : KNR

 

For Karla Petersen er det næsten blevet rutine at stå i kø foran testcenteret i Inussivik, for hun står der tit, forklarer hun.

- Jeg har to børn, og vi har oplevet, at der har været nogle smittede i børnehaven. Vi bliver jævnligt testet. Det gjorde vi den 23. december, og det skal vi igen i dag.

Hvis det stod til hende, holdt testcenteret ikke lukket. 

- Der burde laves en anden ordning. Der er lang kø, når testcenteret har været lukket, siger Karla Petersen.

Testcenteret har åbent som normalt - fra 8 til 13 - fra i dag 27. december og frem til 30 december. Så er det lukket igen 31. december og 1. januar.