Landskassen skal rustes til fremtiden - Nu spørges befolkningen

Reformkommissionens to-årige arbejde med at fremtidssikre landets økonomi er gået i gang. Nu vil de høre befolkningens idéer.
Til daglig er Johnny í Grótinum formand for Økonomisk Råd på Færøerne. Nu har naalakkersuisut udpeget ham som formand for Grønlands reformkommission. Foto © : Markus Valentin / KNR
Skrevet af Markus Valentin
10. september 2026 07:29

I kælderen på Hotel Nordbo i Nuuk var der onsdag sat borde op i en hesteskoform. Reformkommissionen afholdt deres første fysiske møde.

Over de næste to år skal medlemmerne gennemgå landets offentlige system. Det skal ende i en række scenarier, som politikerne kan bruge til at løse landets økonomiske udfordringer.

Formanden for kommissionen er Johnny í Grótinum. Han er også formand for Økonomisk Råd på Færøerne.

- Den her opgave kan næsten kun undervurderes i den forstand, at det er en kæmpe opgave. Derfor går jeg i hvert fald meget ydmygt til opgaven, siger han.

- Vi har ti medlemmer med forskellige kompetencer. Nu forsøger vi, at tage os tid til at stille diagnosen, så vi også kommer med gode løsninger.

Her ses medlemmerne af Reformkommissionen. Set fra venstre: Magni Laksáfoss, Hans Jørgen Mørch, Anne Nivíka Grødem, næstforperson, Line Mika Skov, Nivi Strunz, Ellen Lerch Høj, Johnny í Grótinum, formand, Maliina Junge Jørgensen, Jørgen Aqe Møller. Hilde Singsaas mangler på billedet. Foto © : Naalakkersuisut

EU og Danmark

Under Aqqaluaq B. Egede (IA) som naalakkersuisoq for finanser, har naalakkersuisut sagt, at Landskassens skal reddes gennem reformer samt investeringer fra EU og Danmark.

Selvom pengene fra EU og Danmark er tiltrængte, så kan Johnny í Grótinum godt være bekymret for, at politikerne kommer til at tro, at problemerne dermed er løst.

- Man kan måske være lidt bange for, at når der så kommer nogle penge fra EU eller ekstra midler i forhold til militær og lignende, at man bliver forblændet, siger Johnny í Grótinum.

Som den afsluttende bemærkning under fremlæggelsen af finanslovsforslaget for 2027, fortalte naalakkersuisoq for finanser, Aqqaluaq B. Egede (IA), at naalakkersuisut står klar til forandringer. Foto © : KNR / Markus Valentin

Pengene fra Danmark og EU går indtil videre ikke til Landskassens generelle budget. 

Derimod går de til specifikke områder såsom uddannelse, boligrenovering, forskning, patienter i Danmark, militær og så videre.

Aftaler med EU og Danmark 2025 & 2026

2025

27. januar blev den første delaftale indgået til 14,6 milliarder kroner. Pengene går blandt andet til tre nye arktiske skibe og to yderligere langtrækkende droner til overvågning.

18. august blev en aftale på 850 millioner kroner offentliggjort. Pengene går til nye anstalter, mere politi, en ny politistation og styrkelse af det grønlandske retsvæsen.

3. september erklærede Europa-kommissionen, at de agter at fordoble tilskuddet til blandt andet uddannelse, grøn vækst, klima og råstoffer i årene 2028-2034. Grønland er stadig i forhandlinger om, hvordan aftalen konkret skal se ud. Derefter skal Europa-Parlamentet godkende budgettet.

16. september indgik naalakkersuisut en rammeaftale på 1,6 milliarder kroner med den danske regering for årene 2026-2029. Pengene går til en lufthavn i Ittoqqortoormiit, en dybvandshavn i Qaqortoq samt til grønlandske patienter i Danmark.

10. oktober blev den anden delaftale indgået til 27,4 milliarder kroner. Pengene går blandt andet til en orlogskaj samt et nyt hovedkontor til Arktisk Kommando i Nuuk, et nyt søkabel, maritime anti-ubådsfly og to yderligere arktiske skibe.

2026

3. september underskrev naalakkersuisut en aftale med Danmark på 185 millioner kroner årligt om, at de permanent overtager udgifterne for grønlandske patienter henvist til Danmark.

7. september underskrev naalakkersuisut og EU en investeringsaftale på 200 millioner euro - tilsvarende 1,5 milliarder kroner. Pengene går blandt andet til bedre internetforbindelse. Naalakkersuisut og EU har fortsat dialog om andre mulige projekter, pengene skal gå til. Hensigten er, at det skal handle om at forbedre levevilkår, skabe økonmisk vækst og diversificere erhvervsgrundlaget.


Færøerne og Norge

I forvejen er der lavet en del rapporter om økonomien. Senest kom Holbarheds- og vækstplan 2 med fire reformspor. 

Selv hvis alle reformer, som den foreslog, var blevet indført med det samme, ville Landskassen stadig stå med et underskud i det næste årti.

Det skyldes, at der kommer flere udgifter til ældre på pension, mens der er for få unge på arbejdsmarkedet.

Skiftende naalakkersuisut har modtaget kritik i Inatsisartut for, at de ikke er bedre til at omsætte rapporternes forslag til konkret lovgivning.

Men denne proces kan vise sig anderledes end de forgående. Johnny í Grótinum roser naalakkersuisut for at have ladet sig inspirere af Norge.

Reformkommissionen er selvstændig, men de har et sekretariat af embedsfolk, som efterfølgende skal sidde med de endelige foreslåede løsninger og gøre dem til virkelighed.

- I forhold til så mange andre lande, synes jeg faktisk, at det er ret godt, siger Johnny í Grótinum.

Lyt til folket

Johnny í Grótinum er glad for, at der er afsat to år til arbejdet. Han ønsker nemlig ikke en gentagelse af den færøske proces.

- Sidste år nedsatte landsstyret på Færøerne en reformkommission. De skulle komme med svar og idéer med det samme. Det synes jeg er en forkert proces.

Kommissionen er først lige startet og befinder sig i den undersøgende fase. Johnny í Grótinum vil derfor gerne høre, om nogen i befolkningen af idéer til, hvordan det offentlige kan reformeres.

- De bedste idéer ligger sikkert derude hos borgerne og medarbejderne i den offentlige sektor, hvor man observerer veldfærdssamfundet og oplever det i det daglige.

Kommissionen kommer til at lave fokusgrupper og undersøgelse hos befolkningen i løbet af året.

- Det er særligt hos de unge. Det er jo dem, der skal leve i det her samfund på den lange sigt. Så vi skal høre fra dem.

Hvis man som borger vil sende forslag, idéer eller tanker til Reformkommissionen, kan man gøre det gennem Departementet for Finansers hjemmeside.