Døgnrapport: Pige stukket af fra jævnaldrende og endt i færdselsuheld
Tirsdag, mellem klokken 17 og 18, løb en 17-årig pige fra en gruppe jævnaldrende piger i Sisimiut og endte i et færdselsuheld.
- Hun ville søge hjælp hos en forbipasserende bil, men faldt og fik det ene ben ind under bilen, fortæller vagtchef Jeppe Andsager.
Hvorfor pigen løb fra de andre piger er uklart, fortæller vagtchefen. Han understreger også, at politiet ikke kan udtale sig om pigens tilstand.
- Vi er bekendt med, hvem føreren af bilen er, men vi kan ikke sige noget om pigens tilstand, siger han.
Sagen blev meldt til politiet på bagkant, oplyser vagtchefen, der fortæller, at anmeldelsen kom onsdag klokken 14.04.
Sagen bliver nu efterforsket, og hvis borgere har set episoden, så vil politiet gerne høre fra dem.
- Det er sket ud for Qeeqi 14 i Sisimiut, siger Jeppe Andsager.