Aleqa Hammond: Løkke nægter at forholde sig til realiteterne

Når den danske statsminister ikke nævner hverken Grønland eller rigsfællesskabet specifikt i sin nytårstale, er det udtryk for at Danmark nægter at forholde sig til realiteterne, og det gavner ikke staten, tværtimod.
Foto © : KNR/Helle Nørrelund Sørensen
Skrevet af Jens Thorin
04. januar 2017 06:06

Sådan lyder kommentaren fra det ene af Grønlands folketingsmedlemmer, Aleqa Hammond, der står udenfor partierne.

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukuitsoq, beskyldte i et interview i den danske avis Politiken for nyligt Danmark for at udvise arrogance over for Grønland. Vittus Qujaukitsoq truede med at melde Grønland ud af Rigsfællesskabet og smide USA ud af Thulebasen.

Og når Lars Løkke Rasmussen ikke levner plads til Grønland i sin i nytårstale, kan det være en tavs reaktion på beskyldningen, mener Aleqa Hammond.

Hun husker på, at formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen først afviste grønlandske trusler men siden til et pressemøde udtrykte forståelse for sin naalakkersuisoqs frustrationer.

- Først holdt formanden for Naalakkersuisut sig i baggrunden, men da han blev han sat på plads af sit bagland, ændrede han standpunkt, og lagde afstand mellem lederne i rigsfællesskabet, skriver Aleqa Hammond til KNR.

KNR's gennemgang viser, at danske statsministre ikke har nævnt Grønland eller rigsfællesskabet i sin nytårstale i hvert fald de sidste ti år.

Men hvis statsministeren ikke nævner Grønland og Rigsfællesskabet, forholder han sig ikke til det anspændte forhold, der er mellem Grønland og Danmark, mener folketingsmedlemmet.

- Dronningen nævner altid rigsfællesskabet. I de seneste år har rigsfællesskabet fået større betydning for Damnark, mens ønsket om at blive selvstændig stat er blevet større her i landet, skriver hun. 

- Når statsministeren ikke nævner Grønland eller rigsfællesskabet, er det udtryk for at Danmark nægter at forholde sig til realiteterne, og jeg mener ikke, at det gavner staten, tværtimod.