Ilulissat: Kvinde truet med riffel

Politiet i Ilulissat har natten til mandag været på aktion, da en kvinde anmeldte en mand, der var bevæbnet med en riffel, på Mathias Storchsvej. Manden havde sigtet på kvinden med riflen, hvorefter kvinden havde hørt flere kliklyde fra våbnet.
Skrevet af Kathrine Kruse
03. september 2018 10:10

Natten til mandag klokken omkring 01.30 fik politiet i Ilulissat en anmeldelse fra en kvinde, som var blevet sigtet på af en mand med riffel udenfor en boligblok på Mathias Storchsvej. Manden havde ifølge kvindens anmeldelse trykket på aftrækkeren, hvorefter kvinden havde hørt flere kliklyde fra riflen. Kvinden flygtede herefter ind i en lejlighed.

Fungerende politikommissær hos politiet i Ilulissat, Palu Petersen, oplyser, at fire politifolk efterfølgende rykkede ud til Mathias Storchsvej.

- Vi fandt dog ikke manden med riflen. Og vi kan ikke udtale os yderligere, da vi skal afhøre kvinden og vidnerne, siger Palu Petersen.

Politiet i Ilulissat er interesseret i at høre fra folk, der kan have set eller kan genkende signalementet af riffelmanden, som beskrives for at være grønlandsk udseende, 170 - 175 centimeter høj, iført blå jakke, cowboybukser og en rødlig eller orange kasket.

Politiet i Ilulissat kan kontaktes på telefon: 70 14 22.