Kruse kritiserer Grønlandsbanken

Siumuts Karl Kristian Kruse kritiserer Grønlandsbanken, efter at banken har meldt ud, at den ikke længere vil finansiere nye investeringer i jollefiskeriet.
karl Kristian Kruse er kritisk overfor Grønlandsbankens beslutning om at sige nej til flere investeringer i jollefiskeriet. Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
24. oktober 2019 14:22

Når Grønlandsbanken smækker kassen i for jollefiskere, er det forskelsbehandling.

Det mener Karl Kristian Kruse, der er politisk ordfører for Siumut. Han kalder også bankens beslutning for en "voldsom indblanding i vort samfund" og skriver:

- Vi skal fra Siumut gøre det klart, at alle borgere herhjemme skal behandles ens, også for så vidt det angår servicering og de muligheder, som der stilles i udsigt.

LÆS OGSÅ Grønlandsbanken stopper finansiering af jollefiskeriet

Karl Kristian Kruses kritik kommer efter, at Grønlandsbanken mandag meldte ud, at banken ikke længere vil finansiere nyanskaffelser eller udskiftning af materiel i jollefiskeriet. Banken vurderer nemlig, at jollefiskeriet hverken er økonomisk eller biologisk bæredygtigt.

Bankdirektør Martin Kviesgaard forklarede, at banken er bekymret for, om fiskerne kan betale deres lån tilbage, og for om de overhovedet kan leve af fiskeriet på længere sigt.

Indhandling af torsk faldet med 37 procent

De senere år er antallet af jollefiskere steget samtidig med, at kvoterne i det kystnære fiskeri er sat langt over biologernes anbefalinger. Naturinstituttet har gennem flere år advaret om, at hellefiskene bliver mindre og mindre, og indhandlingen af torsk på vestkysten er gået tilbage med 37 procent siden 2016.

Karl Kristian Kruse mener, at Grønlandsbankens beslutning kun vil føre til, at de større fiskeriselskaber anskaffer sig større fiskeskibe:

LÆS OGSÅ Jollefisker: Stop fra banken er rettidig omhu

- Siumuts politik frem til i dag har altid været at sikre, at så mange mennesker som muligt i samfundet skal have glæde og mulighed for at deltage i fiskeriet som erhverv, hvor denne udelukkelsesmanøvre vil betyde, at samfundets ressourcer kun vil udnyttes og ejes af ganske få, skriver han.

- Vi vil opfordre Grønlandsbanken til at vurdere sin beslutning ganske nøje, og vi vil samtidig rose Bank Nordik for dens erhvervspolitik, der sætter alle lige, skriver Karl Kristian Kruse.

Bank Nordik vil stadig gerne låne penge ud til jollefiskere på trods af, at banken i en længere periode – ligesom Grønlandsbanken - har været skeptisk over det pres, der er på fiskebestanden, og som jollefiskerne lever af.