Grønlandsbanken stopper finansiering af jollefiskeriet

Det kystnære jollefiskeri er hverken økonomisk eller biologisk bæredygtigt, mener banken.
Bankdirektør Martin Kviesgaard vurderer, at jollefiskerne kan få svært ved at leve op til deres forpligtelser overfor banken, fordi der er få fisk til for mange fiskere. Foto © : KNR
21. oktober 2019 13:23

Grønlandsbanken siger stop for al ny finansiering til jollefiskeriet.

Det kystnære jollefiskeri er nemlig hverken økonomisk eller biologisk bæredygtigt, mener banken. Det skriver Sermitsiaq.ag.

Banken stopper for udlån til nye joller og udskiftning af materiel i jollefiskeriet.

Direktør i Grønlandsbanken, Martin Kviesgaard, henviser til, at forvaltningen af det kystnære fiskeri på flere måder er uholdbar.

LÆS OGSÅ Biolog om hellefiskekvote: I kan ikke blive ved

Der er de senere år kommet for mange nye fiskere ind i jollefiskeriet samtidig med, at kvoterne igen og igen overskrider de biologiske anbefalinger.

- Vi mener, det er for risikofyldt for vores kunder at fortsætte med investeringer i det her fiskeri, som det er i dag. Samtidig mener vi også, at det er ret problematisk for Grønland i det hele taget, siger Martin Kviesgaard til KNR.

Nej til mangeårige kunder

Direktøren er ked af, at banken kommer til at sige nej til nogle mangeårige gode kunder, men vurderingen er, at der ikke længere er fisk nok til, at fiskerne kan betale deres lån til banken tilbage:

- Man kan sige, at en familie, der investerer i joller og motorer og den slags ting til indenskærs fiskeri, skal jo betale deres investering tilbage over nogle år. Som det ser ud nu, frygter vi egentlig, at de vil få vanskeligt ved at klare de forpligtelser, de påtager sig og i det hele taget har nok indkomst til deres familier. Der er simpelthen ikke fisk nok til så mange fiskere, siger Martin Kviesgaard.

Hvad får det her af betydning for de kunder, der er jollefiskere?

-  Det betyder jo, at nogen af dem helt sikkert skal ud af erhvervet. Der er for mange fiskere til få fisk. Vi vil gerne hjælpe dem med det, men det de skal hver især overveje, om de vil blive i fiskeriet, eller om de skal søge over mod andre erhverv, siger Martin Kviesgaard.