Jollefisker: Stop fra banken er rettidig omhu

Grønlandsbankens stop for al finansiering af jollefiskeriet er en rettidig handling fra bankens side. Det mener en jollefisker fra Ilulissat.
Hellefiskekvoten for Diskobugten for i år er med ekstrakvoterne i alt på 10.580 tons. Af dem er 5.173 tons fordelt til jollefiskerne
Skrevet af Kathrine Kruse
22. oktober 2019 06:52

Det overrasker ikke en jollefisker fra Ilulissat, at Grønlandsbanken stopper al finansiering af jollefiskeriet.

- Jeg er ikke overrasket. Det foregår nemlig overfiskeri nu, siger Arne Hansen, der er jollefisker.

Det samme mener formanden for den lokale fisker- og fangerforening i Ilulissat.

- Jeg mener, at det er det rigtige tiltag, der bliver taget her for at beskytte de eksisterende fiskere. Alt kan nemlig ikke gøres ubegrænset. Der skal være grænser, hvis erhvervet skal overleve, siger formand Johan Villadsen. 

LÆS OGSÅ Grønlandsbanken stopper finansiering af jollefiskeriet

Hellefiskekvoten for Diskobugten for i år er 8.180 tons. Af dem er 3.800 tons fordelt til jollefiskerne. Og da jollefiskernes kvoter blev opbrugt i begyndelsen af september, blev jollefiskernes kvoter forhøjet med 1.373 tons hellefisk af Naalakkersuisut.

- Der er mange, der fisker nu. Alle vil gerne fiske. Det kan man konkludere, siger Arne Hansen.

For ifølge de to fiskere er der i år tildelt flere nye licenser til nye jollefiskere.

- Det er der, fordi hellefisken er blevet dyrere. Før kostede den seks kroner per kilo mod 25 kroner per kilo i dag, siger Johan Villadsen.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut forhøjer kvoten for hellefisk

Derfor mener de to, at Grønlandsbankens stop af udlån til jollefiskerne er en beskyttende handling mod erhvervet.

- Vi skal kunne leve af hellefisken. Og hvis alle begynder at fiske efter hellefisken, vil det slet ikke kunne betale sig længere. Og det er netop derfor, at Grønlandsbanken siger stop her, siger formand Johan Villadsen.

Det var ikke kun jollefiskerne, der fik forhøjet deres kvoter i september. Fiskere med fartøjer over seks meter fik også forhøjet deres kvoter med 1.023 tons hellefisk.