Naalakkersuisut forhøjer kvoten for hellefisk

Jollefiskerne i Disko Bugt løber tør for kvote i denne uge, skriver departementet for fiskeri, fangst og landbrug. Og derfor har Naalakkersuisut besluttet at hæve kvoten.
Kvoten hæves med 2.400 tons til en samlet kvote på 10.580 tons. Den biologiske rådgivning i Disko Bugt er på omkring halvdelen: 5.120 tons.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil tilpasse hellefiskkvoter til rådgivningen
Kvoterne skal fordeles mellem de større fartøjer og jollefiskerne. Forhøjelsen giver derfor jollefiskerne 1.373 tons ekstra.
Departementet oplyser, at kvoten bliver fordelt over de resterende måneder af året, og forvaltningsområdet vil blive lukket, hvis en månedskvote fiskes op.
I december sidste år meldte Naalakkersuisut ud, at man gradvist ville tilpasse det kystnære fiskeri efter hellefisk til den biologiske rådgivning over en fireårig periode.
Kielsen kommer kritikere i møde
Derfor havde man sænket kvoten i Disko Bugt for 2019 med 1.320 tons i forhold til 2018. Men nu ender kvoten for 2019 altså alligevel med at overstige kvoten i 2018.
I august erklærede seks medlemmer af Siumuts Inatsisartutgruppe, at de ikke længere havde tillid til Kim Kielsen. Med udmeldingen om, at kvoten i Disko Bugt hæves, kommer Kim Kielsen muligvis sine kritikere lidt i møde.
LÆS OGSÅ Siumut vil holde kvoten for hellefisk uændret
Siumuts gruppe i Inatsisartut har nemlig tidligere krævet, at kvoten skulle bevares på 2018-niveauet og ikke sættes ned.
Det er Naturinstituttet, der leverer den biologiske rådgivning til Naalakkersuisut, og her har biologerne gennem flere år advaret om, at fiskeriet på den kystnære bestand af hellefisk ikke er bæredygtigt.
Det kystnære fiskeri efter hellefisk er et højspændt politisk emne. I foråret trak Nikkulaat Jeremiassen (S) sig som naalakkersuisoq for fiskeri, efter at han blev kritiseret for at have givet modstridende forklaringer om overfiskeri af hellefisk til pressen og politikerne.
Posten er nu overtaget af Jens Immanuelsen (S).