Siumut vil holde kvoten for hellefisk uændret

Siumuts gruppe i Inatsisartut opfordrer Naalakkersuisut til at bibeholde de nuværende kvoter for det kystnære hellefiskfiskeri i Nordgrønland på trods af biologernes langt lavere anbefaling.
Foto © : Nauja Møller/KNR
30. november 2018 16:25

Siumuts gruppe opfordrer til at kvoten for Upernavik-området forbliver 9500 tons, Uummannaq-området får 9500 tons og 9200 tons i Diskobugten.

Den biologiske rådgivning i Diskobugten sidste år var på 6400 tons og er for næste år sat ned til 5120 tons. Både i Uummannaq og Upernavik er sagen den samme. Kvoterne er næsten det dobbelte af den biologiske rådgivning. 

LÆS OGSÅ Lille stigning af indhandlede hellefisk i Diskobugten

Selvom de reele kvoter nærmer sig det dobbelte af den biologiske anbefaling, mener Karl Kristian Kruse ikke, at man overhører naturinstituttet. 

- Jamen, der bliver lyttet til dem. Og deres rådgivning tages i udgangspunktet med under vurderingen. Men det er ikke på sin plads, at man ignorerer budskabet fra erhvervet, som er brugere og står for overvågning, siger han.

LÆS OGSÅ Tidobling af indhandling af hellefisk

Fangstmængderne i Diskobugten faldt med 40 procent fra 2016 til 2017. Blandt andet derfor anbefaler Naturinstituttet at sætte kvoterne ned for næste år. Men Siumuts gruppe i Inatsisartut mener altså ikke, at det er retvisende.  

- Tal fra Grønlands Statistik viser, at det stod bedre til med fiskeriet efter hellefisk i januar måned i forhold til 2017, og fiskerne melder om godt fiskeri i år. Derfor ser vi gerne, at der ikke laves ændringer for næste år, siger formanden for Siumuts gruppe i Inatsisartut.

LÆS OGSÅ Narhvalskvote for forvaltningsområde Tasiilaq er opbrugt

Udover fastholdelse af hellefiskkvoterne går opfordringen også på, at der afsættes særlige narhvalskvoter til Upernavik, Diskobugten og Østgrønland for resten af året.