Råstofmesse i Canada: Kronprinsen øger interessen for Grønland

Kronprinsen taler varmt om Grønland i sine åbningstaler på råstofmesse i Canada. Minedrift, hensyn til natur, miljø og mennesker skal gå hånd i hånd, siger han.
Skrevet af Merete Lindstrøm
05. marts 2019 12:41

Kærligheden til Grønlands natur og det varme forhold til befolkningen har fyldt meget i Kronprinsens taler på råstofmessen i Toronto i disse dage. 

- Ingen steder i verden har jeg mærket naturen så stærkt som i Grønland, lød det da Kronprinsen bød den grønlandske delegation velkommen på det danske konsulant i Toronto søndag.

Her fortalte Kronprinsen også historien om Havets Moder.

LÆS OGSÅ - Det skal blive mere attraktivt at investere i Grønland

 

FAKTA

  • Grønlands Erhverv, Naalakkersuisut, Kongehuset, Dansk Industri og den danske regering har sendt mere end 70 repræsentanter til Toronto i Canada for at promovere Grønland overfor investorer og mineselskaber fra hele verden.
  • Ifølge Økonomisk Råds årsrapport 2018 forventes der stigende priser på mange af de råstoffer, der kan udvindes i Grønland. Det forventes også, at flere projekter åbner i de kommende år.
  • De mange udforskningstilladelser, der er givet, kan derfor få stor betydning for Grønlands økonomi, hvis de bliver til noget.
  • Grønland rasler ned ad listen over lande i verden, som er attraktive at drive minedrift i.
  • Lige nu er vi på en 63. plads ud af 83 på listen over mest attraktive lande.
  • Tilbage i 2013 lå Grønland helt i top som nummer syv af 112.

Kronprinsen har haft rigeligt at se til som frontfigur for den grønlandske delegation. Først til velkomst på konsulatet, så til officiel åbning af den grønlandske stand på messen med klipning af det røde bånd, og søndag var det også Kronprinsen, der bød velkommen til programmet på Greenland Day. 

- Det er jo en fornøjelse at repræsentere Grønland, siger Kronprinsen til KNR.

Enorme muligheder

Han håber, at han med sin blotte tilstedeværelse kan skabe interesse fra kommende investorer, der kan sætte gang i mineindustrien i Grønland. 

- Jeg kan tilføre noget god opmærksomhed på Grønland her på messen. Det er vigtigt, at den udenlandske mineindustri får øjnene op for, at der er et enormt potentiale i den grønlandske undergrund, siger han.

Det er dog også vigtigt for Kronprinsen, at mineindustrien bliver udviklet i respekt for naturen, som står hans hjerte så nært. 

LÆS OGSÅ Grønland rasler ned ad rangstien

- Mulighederne er jo enorme. Men det er et spørgsmål om at kunne følge med og også have naturen på sin side. Når jeg tænker på Grønland, er det meget vigtigt for mig, at naturen ikke bliver misbrugt på nogen måde, understreger Kronprinsen.

Og så kunne det være rart at vide, hvornår han og hans familie gæster Grønland igen. Men det er der desværre ingen dato for - kun en tilkendegivelse af, at noget er i vente.

- Jeg kan ikke give dig en specifik dato endnu. Men Grønland er i vores tanker dagligt, siger Kronprinsen.