Erik Jensen om minedrift: - Det skal blive mere attraktivt at investere i Grønland

Det skal blive mere attraktivt at investere i Grønland. Det siger Naalakkersuisoq for Råstoffer og Arbejdsmarked, Erik Jensen (S).
Det er nemlig langsommeligt og besværligt at starte mineprojekter op i Grønland, lyder kritikken fra blandt andet minebranchen. Foto © : KNR
04. marts 2019 16:36

Lige nu deltager han i råstofmessen PDAC i Canada sammen med en stor delegation fra Grønland og Danmark. Kronprinsen og den danske energiminister er også med. 

Ifølge en rapport fra Fraser Institute suser Grønland ned ad listen over lande i verden, som er attraktive at drive minedrift i.

Lige nu er vi på en 63. plads ud af 83 på listen over mest attraktive lande.

Tilbage i 2013 lå Grønland helt i top som nummer syv af 112.

LÆS OGSÅ Grønland rasler ned ad rangstien

Det er nemlig langsommeligt og besværligt at starte mineprojekter op i Grønland, lyder kritikken fra blandt andet minebranchen.

  • Grønlands Erhverv, Naalakkersuisut, Kongehuset, Dansk industri og den danske regering har lige nu sendt mere end 70 repræsentanter til Toronto i Canada for at promovere Grønland overfor investorer og mineselskaber fra hele verden.
  • Ifølge Økonomisk Råds årsrapport for 2018 forventes der stigende priser på mange af de råstoffer, der kan udvindes i Grønland.
  • Det forventes, at flere projekter åbner i de kommende år.
  • De mange udforskningstilladelser, der er givet, kan derfor få stor betydning for Grønlands økonomi, hvis de bliver til noget.

- Vi tager selvfølgelig rapporten til efterretning. Det er blandt andet også derfor, at vi er her på konferencen. Vi vil udveksle erfaringer, så vi kan bidrage til, at investeringslysten kan komme tilbage til Grønland, siger Erik Jensen.

LÆS OGSÅ 'Ærgerligt' og 'slet ikke godt'

Han erkender, at det kan være hårdt for investorer at få sparket døren ind til Grønland.

- Bureaukratiet er en proces, der skal arbejdes med i Naalakkersuisut. Min forgænger har også arbejdet med det, men nu vil vi være proaktive og rykke ud og snakke med investorer og andre mulige samarbejdsparter. Det skal blive mere attraktivt at investere i Grønland til gavn for hele Grønland, siger han.

For det er vigtigt at få trukket investorer til, siger Erik Jensen:

- Det er vigtigt for samfundet at få skabt vækst og arbejdspladser. På den måde kan vi opnå en selvbærende økonomi. Der er masser af potentiale og masser af muligheder, som kan udnyttes bedre. Det er også derfor, at vi sender en delegation til Canada. Så kan vi vise den store verden, at vi er et land, der vil have mere ud af de mine-ressourcer, vi har., siger Erik Jensen.