Mineindustri Grønland rasler ned ad rangstien

På seks år er Grønland faldet fra en 7. plads til en 63. plads på den årlige liste over hvilke lande, der er attraktive at investere i for mineindustrien.
Tilbage i 2013 lå Grønland helt i top som nummer syv af 112. Arkivfoto Foto © : NunaMinerals
Skrevet af Merete Lindstrøm
01. marts 2019 11:46

Grønlands tiltrækningskraft på investorer i mineindustrien er markant dalende.

På Fraser Institutes liste over attraktive lande at investere i er Grønland faldet fra en 34. plads af 91 bedømte lande i 2017 til en 63. plads af 83 i 2018.

Tilbage i 2013 lå Grønland helt i top som nummer syv af 112. 

Et argument fra et mineselskab, der har deltaget i undersøgelsen, lyder: Tilladelsesbetingelser (i Grønland red.) er inkonsekvente, og de administrative processer er lange og besværlige. 

Kilde: Fraser Institute Foto © : KNR

Opgørelsen er ifølge Fraser Institute et forsøg på at vurdere hvilken effekt, politiske faktorer som beskatning, tilskud og lovgivningsmæssig usikkerhed påvirker, hvor attraktivt et land er for investorerne i minebranchen. 

Listen rangordner provinser, stater og lande i forhold til, hvorvidt offentlige og politiske faktorer opmuntrer eller afskrækker investeringer i minedriften.

Og nu skal Grønland til tops på listen igen. Derfor sender Grønlands Erhverv, Naalakkersuisut, Den danske regering, Dansk Industri og Kongehuset det helt store skyts afsted til Toronto Canada i dag. Her begynder verdens største råstofmesse på søndag.

KNR har sendt en reporter med og følger slagets gang under den tre dage lange messe, der vil blive besøgt af godt 26.000 mennesker fra minebranchen og lande med mineindustri, eller som gerne vil have det. 

Du kan finde hele rapporten om, hvilke lande der er mest attraktive for mineindustiren HER