Kristian Jensens besøg mere end høflighed

Der var alvor bag, da den danske udenrigsminister, Kristian Jensen, og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, mødtes under fire øjne i Nuuk mandag.
Foto © : Apollo Jeremiassen/KNR
Skrevet af Apollo Jeremiassen
18. august 2015 17:31

Pituffik-sagen, uran, samhandel mellem Grønland og Danmark, grønlandske produkters adgang til eksportmarkederne rundt omkring i verden samt Arktisk Råd-samarbejde var nogle af de mange, vigtige politiske emner, som udenrigsminister Kristian Jensen og vores egen Vittus Qujaukitsoq talte om under deres første møde.

- Det er ikke et besluttende møde men en gennemgang af, hvad det er for nogle sager, som Grønland anser for vigtige i forhold til det danske regering, siger Vittus Qujaukitsoq og lægger ikke skjul på, at der har været knaster i samarbejdet mellem Grønland og Danmark med hensyn til tabet af servicekontrakten i Pituffik.

Læs også Greenland Contractors får forlænget kontrakten på Thule-basen

Derfor har han over for Kristian Jensen belyst det uhensigtmæssige samarbejde, der var mellem Grønland og Danmark.

- Vi har påpeget, at Grønlands interesser består i ikke at lide noget økonomisk tab i forbindelse med amerikanernes tilstedeværelse i Pituffik.

- Vi har også påpeget, at vores formål er at sikre, at vi ikke lider tab af skatteindtægter, arbejdspladser samt lærerpladser. Altsammen ting som er forbundet med serviceringen af Thule Air Base.

Læs også VIDEO Afventende Vittus ser muligheder i Exelis-dom

Vittus Qujaukitsoq har også overfor den danske udenrigsminister krævet, at samarbejdet omkring Pituffik skal ske åbent og at ingen skal fortie oplysninger, som er vigtige for at afklare Pituffik sagen.

Udover drøftelser om Pituffik-sagen har Vittus Qujaukitsoq en forventning om, at Grønland tages alvorligt af den danske regering i forbindelse med Arktisk Råd.

- Det indebærer, at man i højere grad involverer Grønland i forhold vedrørende arktis, og at der er nogle konkrete tiltag, der går ud på at varetage Grønlands økonomiske interesser af vækstmuligheder, der ligger i de mange elementer, der er i arktis, sagde altså naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq efter mødet med den danske udenrigsminister, Kristian Jensen, i Hans Egedes Hus i Nuuk.